App skal mindske smerter i lænden
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Line Thygesen - 17-11-2015
Den første forskningsbaserede app er på vej til personer, som har kroniske smerter i lænden. App’en skal rådgive personerne om, hvad de selv kan gøre for at få en bedre hverdag med færre smerter.
Ja tak til færre rygsmerter
Rygsmerter er en hyppig årsag til lægebesøg og sygefravær, og ifølge en ny undersøgelse om sygdomme i verden, er rygsmerter den hyppigste årsag til invaliditet i Europa. I Danmark har mange medarbejdere stadig store smerter i lænden på trods af, at der har været en række indsatser for at mindske problemet. Det vil en gruppe forskere nu forsøge at ændre på gennem projektet SELFBACK.
- Vi vil udvikle en ny app, som skal hjælpe personer med smerter i lænden til finde den måde at mindske deres smerter, som fungerer bedst for dem og dermed øger deres livskvalitet, forklarer Andreas Holtermann, professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og en af forskerne bag det nye projekt.
Hjælp til selvhjælp
SELFBACK-app’en skal støtte personer med rygsmerter i at træffe gode beslutninger for deres ryg og dermed i større grad hjælpe dem til selv at styre deres eget helbred. Selve støtten består af særlige råd om, fx hvilke former for fysisk aktivitet, måder at sove på og sidde stille, som har en positiv effekt på personens rygsmerter.
Rådene vil bygge på den eksisterende forskningsbaserede viden om behandling af rygsmerter, erfaringer fra andre patienter med lignende smerter og informationer om personen selv – fx om hvor mange timer de sidder ned eller går om dagen og i hvor lange perioder. Den personlige information bliver registreret via et armbånd, som måler personens fysiske aktivitet og søvnmønster.
Forskningsbaseret app
- Der findes allerede rigtig mange app’s, som vejleder personer med forskellige former for smerter i muskler og led om, hvordan de kan træne og være fysisk aktive, men ingen af dem er baseret på veldokumenteret viden fra forskningen - så vi ved ikke om de er effektive, forklarer Charlotte Rasmussen, forsker på NFA og med i SELFBACK.
Et europæisk samarbejde
Forskningsprojektet SELFBACK bliver gennemført i samarbejde mellem otte partnere fra fem europæiske lande:
Seks forskningsinstitutioner
- Institutt for Samfunnsmedisin (projektleder) og Institutt for Datateknikk, begge fra Norges Teknisk-naturvidenskabelige Universitet
- NFA og Syddansk Universitet, Danmark
- Robert Gordon University og University of Glasgow, Skotland
To mindre virksomheder
- Kiolis, Frankrig
- Health Leads, Holland.
Projektet får økonomisk støtte gennem EU-fondsmidler og forventes afsluttet i 2020. Læs mere om SELFBACK på NFA’s hjemmeside eller på projektets egen hjemmeside.
Yderligere oplysninger