

Langvarig effekt på smerter af styrketræning på arbejdspladsen
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 04-03-2015
Styrketræning på arbejdspladsen i arbejdstiden blev sat i gang for at medvirke til at forebygge muskel- og skeletbesvær hos laboranter i en privat og en offentlig virksomhed. To år efter forskningsprojektets afslutning fungerede træningen stadigvæk med god virkning på smerter i nakke, skuldre og arme.
Laboranter trænede for at forbygge muskel- og skeletbesvær
Styrketræning på arbejdspladsen i arbejdstiden nedsatte smerter i nakke, skuldre og arme blandt 537 laboranter i en privat og en offentlig virksomhed. Det viste resultater af et tidligere forsøg, som blev udført af forskere på bl.a. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Træningen foregik 3 gange om ugen i 20 minutter i løbet af det første år med tyve ugers planlagt og superviseret træning for det første hold og efterfølgende 20 uger for det andet hold med det formål at forbygge og/eller mindske smerter i laboranternes nakke, skuldre og arme.
Træning efter forsøgets afslutning var ikke planlagt
Men hvad skete der med træningen og smerterne efter forsøgets afslutning? Disse spørgsmål ville forskerne bag studiet gerne finde svar på. Fra deres side var det ikke på forhånd planlagt, at træningen skulle fortsætte i virksomhederne efter forsøgets afslutning.
To år efter forsøgets afslutning vendte forskerne tilbage til de to virksomheder med et spørgeskema til laboranterne. Spørgsmålene drejede sig bl.a. om, hvorvidt laboranterne stadigt trænede, og om træningen stadigt havde en effekt på smerterne i deres muskler og led.
Træning og smertereduktionen var stadigt en realitet to år efter
To år efter forsøgets afslutning viste resultaterne i begge virksomheder, at
- mange af laboranterne stadigt trænede i arbejdstiden, dvs. i den offentlige virksomhed var det ca. halvdelen og i den private virksomhed ca. tre fjerdedele,
- laboranterne stadigt oplevede en smertereduktion i nakke, skuldre og arme, som var omtrent lige så god som efter den intensive fase i det første år af forsøget,
- opbakningen til træningen var høj, men den private virksomhed overgik den offentlige på fire punkter:
- Medarbejderne var bedre til at overholde træningen.
- Flere medarbejdere trænede på arbejdspladsen med kollegerne.
- Flere medarbejderne oplyste, at de oplevede at deres fysiske og mentale helbred var blevet bedre.
- Flere medarbejdere, der oprindeligt var smertefri, formåede at forebygge udvikling af smerter i nakke og hænder/håndled.
Træningen bliver en del af det, man gør på arbejdspladsen
”Mange tidligere forskningsprojekter har fundet gode effekter af at træne på arbejdspladsen over korte perioder, typisk mellem 8 og 20 uger, og i enkelte tilfælde op til ét år. En bekymring kunne være, om træningen stopper, når projekter er færdigt, og det har vi simpelthen manglet forskningsmæssig viden om. Det interessante ved denne undersøgelse er, at begge virksomheder ser ud til at absorbere træningen som en normal del af det, man gør på arbejdspladsen. På den måde bliver træningen med kollegaerne – og dermed de gavnlige effekter på helbredet – forankret på arbejdspladsen, siger professor Lars Andersen, som har været projektleder på undersøgelsen.”
Læs den videnskabelige artikel
Læs to videnskabelige artikler om det oprindelige forsøg
Læs de videnskabelige artikler om det oprindelige forsøg med styrketræning blandt laboranter på arbejdspladsen
- Andersen LL et al. Effect of specific resistance training on forearm pain and work disability in industrial technicians: cluster randomised controlled trial.
- Zebis MK et al. Implementation of neck/shoulder exercises for pain relief among industrial workers: a randomized controlled trial.