Spring over hovedmenu

Meget siddetid på jobbet og i fritiden er relateret til smerter i nakke og lænd

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 24-04-2015

Der er tre gange større sandsynlighed for smerter i nakken og lænden, hvis man sidder ned otte timer eller mere i løbet af et døgn.

Tredobbelt risiko ved 8-timers siddetid i døgnet

Samlebåndsarbejde, produktionsarbejde, rengøring, bygningsarbejde, renovationsarbejde, vejarbejde og pleje. Man skulle måske ikke umiddelbart tro det, men det er alt sammen arbejde, hvor man sidder så meget ned på jobbet og i fritiden, at det kan medføre nakke- og lændesmerter.

Sandsynligheden for både nakke- og lændesmerter er tredoblet, hvis man sidder ned i otte timer eller mere i døgnet. Det viser to undersøgelser, som forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Universitetet i Gävle, Sverige, har foretaget ved hjælp af bevægelsessensorer, som omkring 200 testpersoner har båret i mellem to og fire dage.

- Vi ser en ret klar sammenhæng mellem, hvor meget folk sidder ned på arbejdet og i fritiden, og hvor mange smerter de har i lænden. For smerter i nakken er billedet lidt mere uklart, men der er også en sammenhæng, siger Andreas Holtermann, professor i fysisk arbejde og helbred, NFA.

Bliver ramt hårdere

Smerterne i nakken og lænden kan skyldes en langvarig inaktivitet af musklerne i nakke og lænd. Medarbejdere med et manuelt arbejde bliver måske ligefrem ramt hårdere, end de erhvervsgrupper man traditionelt forbinder med siddeproblemer.

- Mange antager, at folk i manuelle job står op hele tiden. Men det viser sig, at mange har meget siddetid. Og til forskel fra dem, der arbejder på kontor, så kan de ikke bare rejse sig op fra for eksempel samlebåndet og hente kaffe. Derudover kan vi se, at mange med manuelt arbejde sidder meget i deres fritid, hvilket gør, at den totale siddetid over døgnet bliver meget høj, forklarer Andreas Holtermann.

I disse studier blev siddetiden og smerterne målt på samme tidspunkt. Det betyder, at det ikke var muligt at undersøge, om det var siddetiden, der forårsagede smerten. Som det næste planlægger forskerne at undersøge i detaljer, hvordan siddetid på jobbet og i fritiden påvirker risikoen for at udvikle smerter i lænd og nakke et år frem i tid. Det skal ske i et nyligt startet forskningsprojekt blandt 700 medarbejdere.

Så meget sidder medarbejdere med manuelt arbejde


Plejemedarbejdere: 2,7 timer på jobbet; 5,1 timer i fritiden 

Samlebåndsarbejdere: 3,7 timer på jobbet; 4,8 timer i fritiden 

Rengøringsassistenter: 2,9 timer på jobbet; 4,4 timer i fritiden 

Bygningsarbejdere: 3,5 timer på jobbet; 5,2 timer i fritiden 

Industrimedarbejdere: 2,3 timer på jobbet; 3,7 timer i fritiden 

Renovationsarbejdere: 2,0 timer på jobbet; 6,0 timer i fritiden 

Vejarbejdere: 4,5 timer på jobbet; 6,9 timer i fritiden 

Kilde: NFA

Læs de videnskabelige artikler

Hallman DM, Gupta N, Mathiassen SE, et al. “Association between objectively measured sitting time and neck-shoulder pain among blue-collar workers”.  Epub ahead of print]. International Archives of Occupational and Environmental Health 2015;
http://dx.doi.org/10.1007/s00420-015-1031-4 

Gupta N, Christiansen CS, Hallman DM, et al. “Is objectively measures sitting time associated with low back pain? A cross-sectional investigation in the NOMAD study”. PLOS ONE 2015;10(3):e0121159

http://dx.doi.org/10.1371/journal.pone.0121159

Yderligere oplysninger

Professor Andreas Holtermann, NFA