Nye forebyggelsespakker til frisørsaloner og tekstil- og papirbranchen
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 21-01-2015
Frisører og virksomheder inden for tekstil- og papirbranchen kan nu søge Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse om tilskud til nye forebyggelsespakker.
Frisører
Frisører kan nu søge forebyggelsespakken “Sundt klip”. Pakken guider ledere og medarbejdere gennem et forløb om at indføre nye arbejdsrutiner, der kan forbedre deres arbejdsmiljø. Pakken har to helt nye elementer, som ikke findes i andre pakker
- et ”Sundt klip”-klistermærke, som kan sættes i salonen, så frisørerne kan gå i dialog om et bedre arbejdsmiljø med kunderne
- mulighed for at tilmelde sig en særlig SMS-tjeneste, hvor frisørerne modtager dagens tip til at forbedre ergonomien.
Det er også muligt at søge træningspakken ”Elastiktræning til frisørsaloner”.
Tekstil og papir
Virksomheder i tekstil- og papirbranchen kan søge forebyggelsespakken "Gode arbejdsrutiner i tekstil- og papirbranchen”. Pakken guider ledere og medarbejdere gennem et forløb om at indføre nye arbejdsrutiner, der kan begrænse tunge løft og forbedre arbejdsstillinger. Derudover kan man også søge en elastiktræningspakke med øvelser, der forebygger smerter i muskler og led.
Hvem står bag?
Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse har siden januar 2011 tilbudt forebyggelsespakker til virksomheder inden for særligt nedslidningstruede brancher. Målet med pakkerne er at forbedre arbejdsmiljøet og fremme sundheden i disse brancher. Alle pakkerne er udviklet af Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med relevante organisationer.
Sådan søger du
Du søger ved at udfylde et ansøgningsskema på Fonden for Forebyggelse og Fastholdelses hjemmeside.
Se en oversigt over hvilke brancher, der kan søge en forebyggelsespakke.
Yderligere oplysninger
Sekretariatet for Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, e-mail til kontakt@forebyggelsesfonden.dk eller ring på 33 96 36 48.