Spring over hovedmenu

Oplevelsen af retfærdighed på jobbet kan medføre mindre sygefravær blandt mænd med depressive symptomer

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 12-01-2015

Oplevelsen af organisatorisk retfærdighed ser ud til at nedsætte risikoen for langvarigt sygefravær blandt mænd med depressive symptomer – ikke blandt kvinder. Det viser resultater af en undersøgelse udført af forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Københavns Universitet.

Psykiske helbredsproblemer kan give langvarigt sygefravær

Beskæftigede med psykiske helbredsproblemer, fx depressive symptomer, har en højere risiko end andre for langvarigt sygefravær. Det viser resultater af tidligere undersøgelser. I en ny undersøgelse udført af forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Københavns Universitet var formålet at finde ud af, om oplevelsen af ’organisatorisk retfærdighed’ på arbejdspladsen kan nedsætte risikoen for langvarigt sygefravær blandt medarbejdere med depressive symptomer. 

Organisatorisk retfærdighed bliver i studiet defineret som ”når medarbejderne oplever en retfærdig måde at løse konflikter og fordele arbejdsopgaver på arbejdspladsen”.

Medarbejdere med depressive symptomer er fulgt i 1,5 år

1.034 medarbejdere med depressive symptomer fra forskellige jobgrupper svarede på et spørgeskema om deres depressive symptomer (Major Depression Inventory) og deres oplevelse af organisatorisk retfærdighed på arbejdspladsen. Informationer om medarbejdernes sygefravær blev indhentet fra et nationalt register.

Oplevelse af organisatorisk retfærdighed har positiv effekt blandt mænd

Resultaterne fra studiet viste, at der var en sammenhæng mellem oplevelsen af organisatorisk retfærdighed og risikoen for langvarigt sygefravær. Mænd, der oplevede en middel til høj grad af organisatorisk retfærdighed på arbejdspladsen, havde en lavere risiko for langvarigt sygefravær sammenlignet med mænd, der oplevede en lav grad af organisatorisk retfærdighed på arbejdspladsen. Dette mønster gjaldt ikke for kvinderne.

Ingen forventning på forhånd om forskellige oplevelse hos mænd og kvinder

”Vi havde ikke på forhånd en forventning om, at oplevelsen af organisatorisk retfærdighed ville betyde noget forskelligt for mænd og kvinder. Der kan være flere mulige forklaringer på disse resultater, som vil være vigtige at undersøge i yderligere studier”, siger forsker, ph.d., cand. Pernille Hjarsbech, som har gennemført undersøgelsen som led i sit ph.d.-studie på NFA.

Læs den videnskabelige artikel

Hjarsbech PU, Christensen KB, Bjørner JB, Madsen IEH, Thorsen SV, Carneiro IG, Christensen U, Rugulies R. A multi-wave study of organizational justice at work and long-term sickness absence among employees with depressive symptoms. Scand J Work Environ Health. 2014;40(2):176–185. doi:10.5271/sjweh.3401. Det kræver abonnement at få adgang til hele artiklen.

Yderligere oplysninger

Professor Reiner Rugulies, NFA.