Spring over hovedmenu

Sundhedsfremme på arbejdspladsen anvendes i lige så høj grad af folk med skiftende arbejdstider som af folk med fast dagarbejde

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 24-02-2015

Folk med skiftende arbejdstider oplyser i lige så høj grad, som folk med fast dagarbejde, at de har adgang til og deltager i sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen. Det viser nye resultater af en undersøgelse udført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Årsagen til forskellighed i sundhed undersøges

Helbredet hos folk med skiftende arbejdstider er dårligere end blandt folk, som arbejder om dagen. Det ved man fra tidligere forskning. Forskellen kan ifølge én teori skyldes, at arbejdspladsens sundhedsfremmende aktiviteter ikke når ud til folk med skiftende arbejdstider i samme grad som til folk, som fast arbejder om dagen. Formålet med et nyt studie var derfor at undersøge sammenhængen mellem skiftende arbejdstider og tilgængeligheden af og deltagelsen i sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen.

Sundhedsfremmende aktiviteter

Sundhedsfremmende aktiviteter er i artiklen defineret som regelmæssige motionsaktiviteter, rygestop, sundhedstjek, kontakt til sundhedsprofessionelle og adgang til motionsrum.

Ikke signifikant forskel på folk med skiftende arbejdstider og folk i fast dagarbejde

Resultaterne viste, at dagarbejdere og folk med skiftende arbejdstider ikke adskilte sig signifikant, hvad angår deres deltagelse i sundhedsfremmende initiativer på arbejdspladsen og at

  • der kun var få forskelle mellem folk i fast dagarbejde og folk med skiftende arbejdstider i forhold til deres deltagelse i sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen, og disse forskelle så ud til at være til fordel for folk med skiftende arbejdstider,
  • folk med fast aften- og natarbejde og folk med skiftende arbejdstider (inklusive natarbejde) rapporterede om en højere tilgængelighed af sundhedsfremmende initiativer end andre (den højere tilgængelig af sundhedsfremmende initiativer var for folk med skiftende arbejdstider var især uden for arbejdstiden)
  • folk med skiftende arbejdstider(uden natarbejde) rapporterede om en lavere tilgængelighed af sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen end andre. 

Fokus på folk med skiftende arbejdstider

Seniorforsker Marie Birk Jørgensen, der er en af forskerne bag undersøgelsen, siger:

”Generelt er det vigtigt at være opmærksom på, om ansatte, som arbejder udenfor dagtimerne og fx har skiftende arbejdstider, har de samme muligheder for at deltage i sundhedsfremmende initiativer i samme grad som andre ansatte.” 

Spørgeskemadata om sundhedsfremme på arbejdspladsen

Forskerne indsamlede svarene fra 7.555 repræsentativt udvalgte folk i beskæftigelse, hvoraf folk med skiftende arbejdstider udgjorde 2.064 personer. Svarene drejede sig om deres adgang til sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen, og om deres deltagelse i seks forskellige typer aktiviteter på arbejdspladsen. Forskerne indsamlede også data om arbejdstiden og deltagernes vurdering af det psykosociale arbejdsmiljø og egen helbredsadfærd. 

Læs den videnskabelige artikel, som ligger frit tilgængeligt på internettet (open access)

Nabe-Nielsen K, Garde AH, Clausen T, et al. Does workplace health promotion reach shift workers?  Scandinavian Journal of Work Environment & Health 2014; Does workplace health promotion reach shift workers? 

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Marie Birk Jørgensen, NFA.