

Temamøde om risikovurdering og risikohåndtering af nanomaterialer
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Kirsten Rydahl - 17-12-2015
Mangel på viden og pålidelige metoder er nogle af de udfordringer, der er i forhold til at sikre arbejdsmiljøet, når virksomheder anvender nanomaterialer. Hør mere om udfordringerne og nogle mulige løsninger på dem på dette temamøde, som afholdes i København den 11. januar 2016.
Nanomaterialer er en del af nutidens industrielle virkelighed. Det er derfor vigtigt, at danske virksomheder kan udnytte nanoteknologien og samtidig sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Mangel på viden om mulige sundhedsfarer, risikoen for at blive udsat for nanomaterialer i arbejdsmiljøet og pålidelige målemetoder er nogle af de udfordringer, der er i forhold til at kunne lave gode arbejdspladsbrugsanvisninger og arbejdsmiljøvurderinger og føre tilsyn med arbejdsforholdene.
På dette møde gør vi status over den eksisterende viden om nanomaterialers helbredsmæssige effekter, måleinstrumenternes anvendelighed og metoder til at håndtere risici i arbejdsmiljøet.
Målgruppen er fagpersoner, men alle er velkomne
Alle interesserede er velkomne. Temamødet henvender sig dog især til medarbejdere fra relevante myndigheder, rådgivere, virksomheder, organisationer samt andre med interesse for identifikation, karakterisering og regulering af nanomaterialer.
Program for temamødet
10.00 Kort intro
v. Ulla Vogel, NFA
10.10 Status på risikovurdering af nanomaterialer
v. Anne Thoustrup Saber, NFA
Nanomaterialer består som udgangspunkt af et enkelt kemisk stof, som typisk bliver modificeret på overfladen for at opnå bestemte, ønskede tekniske egenskaber. For hver grundlæggende type af nanomaterialer findes der derfor ofte en lang række forskellige kemiske varianter, som potentielt har forskellige toksiske egenskaber. Det er en udfordring, når man skal foretage en risikovurdering, da det ikke er muligt at teste alle varianter af nanomaterialer. I dette indlæg gøres status over de tiltag, der er gjort for at kunne foretage en risikovurdering af nanomaterialer.
10.30 Pålidelige målinger af udsættelse for nanomaterialer?
v. Marcus Levin, CleanTech
Grænseværdier for pulvere bliver sat i forhold til stoffets massekoncentration, men antallet af partikler og deres størrelsesfordeling og samlede overfladereal i støvet er vigtige parametre og bliver i stigende grad anvendt til at risikovurdere nanomaterialer og fine partikler. Alle de nævnte parametre kan måles med direkte-visende måleinstrumenter. Det er praktisk til dokumentation og overvågning, men hvor gode er resultaterne? I dette oplæg præsenteres resultaterne fra en række nye undersøgelser om pålideligheden og sammenligneligheden af data fra forskellige typer måleinstrumenter.
10.45 Metoder til risikohåndtering af nanomaterialer
v. Keld Alstrup Jensen, NFA
Der er store udfordringer med at vurdere og håndtere de potentielle risici forbundet med at arbejde med nye nanomaterialer. Det er anerkendt, at eksponeringsmodellerne anbefalet i REACH-dokumentet R.14 ikke kan anvendes til nanomaterialer. Der er derfor udviklet en serie Control Banding værktøjer til at vurdere de potentielle risici ved arbejde med nanomaterialer i arbejdsmiljøet baseret på indikative parametre. Der gives en kort introduktion til de vigtigste værktøjer med fokus på det franske ANSES tool, det amerikanske NANOTOOL, det hollandske Stoffenmanager Nano og NFA’s NanoSafer og eksempler på, hvordan man kan anvende disse værktøjer i praksis.
11.00 Spørgsmål og diskussion
11.30 Tak for i dag
Tid og sted
- Tid: Mandag den 11. januar 2016 kl. 10.00-11.30
- Sted: Auditoriet på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø
Yderligere oplysninger
Professor Ulla Vogel, NFA.