Spring over hovedmenu

Tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet skal ses med nye øjne

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund - 08-10-2015

Seniorer med dårligt helbred arbejder, selvom de kunne gå på pension. Omvendt er der seniorer med godt helbred, som holder op med at arbejde. Spørgsmålet er, hvad der bestemmer om de bliver i jobbet eller ej. Forskningen må gå nye veje for at give svar.

Fysisk og psykisk sygdom, ledelsens indstilling, børnebørn eller rejser til fjerne lande. Årsagerne til, at folk går tidligt på pension, er mange, og forskningen har hidtil fokuseret på enkelte årsager, som fx helbred og arbejdsevne. Men det bliver der nu lavet om på. Forskere fra flere europæiske lande er netop nu i gang med at nytænke forskningen og udvikle modeller, der kan håndtere mange forskellige årsager til tilbagetrækning. 

Det kom frem på et internationalt symposium ”Healthy Aging at Work” på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, da arbejdsmiljøforskere fra seks europæiske lande diskuterede den fremtidige forskning om, hvordan vi bedst kan opnå at seniorer får en sund og produktiv tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Personens livshistorie spiller ind

Psykolog Melanie Ebener fra Wuppertal Universitet i Tyskland præsenterede resultaterne fra et stort europæisk studie fra elleve lande. Hun fremhævede fire centrale temaer, som forskningen i tilbagetrækning skal tage hensyn til:

- For det første er årsagerne til tilbagetrækning komplekse og kræver, at der forskes på tværs af fagdiscipliner og landegrænser. For det andet spiller hele livshistorien for den person, der trækker sig tilbage, ind. Man kan altså ikke nøjes med kun at se på situationen efter personen er fyldt 55 år. For det tredje må den enkeltes motiver for tilbagetrækning trækkes frem og analyseres, og endelig må vi studere, hvad der kendetegner og motiverer de mennesker, der vælger at blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen, sagde psykolog Melanie Ebener fra Wuppertal Universitet i Tyskland.

Ægtefæller, børnebørn og chefer kan have betydning

Forskerne bliver også nødt til at bevæge sig ind på nye områder. 

- Vi må undersøge, hvordan ægtefæller og børnebørn har indflydelse på, hvornår folk trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og finde ud af, hvad virksomhedsledelsens indstilling betyder. Desuden kan der opstå nye problemer i arbejdsmiljøet, som vi ikke har kendt til før. Og endelige kan der også være særlige problemer for specifikke grupper, som fx ældre kvinder og migranter, der kan have svært ved at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, sagde Melanie Ebener.

Hvorfor forske i tilbagetrækning?

Forskningen i tilbagetrækning skyldes, at Europas befolkning bliver stadigt ældre, og at det med al sandsynlighed vil være et problem at få tilstrækkelig med arbejdskraft i fremtiden, hvis ikke seniorerne bliver længere på arbejdsmarkedet.

Et centralt formål med det internationale symposium på NFA var at skabe en platform for mere, tværfaglig og tværnational forskning i Europa om, hvad der betinger tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og hvad der konkret kan gøres for, at få seniorer til at arbejde længere. 

Yderligere oplysninger