Spring over hovedmenu
En mand der skriver på en tavle

Afbrydelser i stillesiddende arbejde har en sammenhæng med smerter i nakke og skuldre

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund - 22-08-2016

Jo mindre man sidder ned i lange perioder på arbejdet, og jo mere man afbryder det stillesiddende arbejde og rejser sig op, står, går eller løber, jo mindre ondt i nakke og skuldre har man. Det tyder resultater af et nyt studie på.

Normalt forbinder man stillesiddende arbejde med kontorarbejde eller akademiske jobs, men også medarbejdere i produktion, transport og byggeri har stillesiddende arbejde samtidigt med, at de også ofte sidder meget ned i fritiden.

Tidligere forskning viser, at meget stillesiddende arbejde kan have betydning for smerter i den øvre del af kroppen. Spørgsmålet er, hvad der sker med smerterne, hvis man sidder længe, men holder flere eller færre pauser, hvor man fx står eller går eller laver andre aktiviteter. Kort sagt, hvor tit man holder pauser fra det stillesiddende arbejde.

Nyt studie har undersøgt siddetid og smerter

I et nyt studie undersøgte forskere derfor, hvor lang tid hver af i alt 659 faglærte og ufaglærte medarbejdere samlet set sad ned uden at afbryde siddetiden, både på arbejdet og i fritiden, og hvor ofte de tog pauser. For at måle siddetiden så nøjagtigt som muligt, fik medarbejderne små måleapparater på kroppen. Måleapparaterne blev fastgjort direkte på låret og på den øverste del af ryggen, og på den måde målte forskerne siddetid og fysisk aktivitet over fire sammenhængende dage. Graden af smerter oplyste medarbejderne selv ved at udfylde et spørgeskema.

Hyppige afbrydelser i siddetid har en sammenhæg med færre smerter

Resultaterne af studiet viser, at medarbejdere med stillesiddende arbejde, som hyppigt blev afbrudt, (dvs. at de sad stille 0 til 5 minutter ad gangen) havde færre smerter i nakke og skuldre end medarbejdere, der havde stillesiddende arbejde med sjældne afbrydelser (dvs. at de sad stille 5 til 20 minutter ad gangen). Sidstnævnte medarbejdere oplyste om flere smerter i nakke og skuldre end medarbejdere med hyppige afbrydelser.

Forskerne fandt derimod ingen yderligere påvirkning på smerter i nakke og skuldre ved at sidde ned i endnu længere perioder. Dvs. om man sad ned mere end 20 minutter ad gangen, gjorde ikke nogen forskel på graden af smerter i forhold til at sidde ned i 5 til 20 minutter ad gangen. Resultaterne viser desuden ingen forskel overhovedet i oplysningerne om graden af smerter i nakke og skuldre, uanset om medarbejderne sad ned i korte, mellemlange eller lange perioder i fritiden.

Ikke overraskende resultater

Resultaterne kommer ikke bag på professor Andreas Holtermann, som er en af forskerne bag studiet: 
- Det giver god mening, at korte siddeperioder kan medføre færre smerter, mens siddeperioder, der varer længere tid, kan give flere smerter. Den manglende sammenhæng ved lange perioder med stillesiddende arbejde skyldes formentlig, at der var for få medarbejdere i vores studie, der havde lange (sammenhængende) perioder med siddetid, forklarer Andreas Holtermann.

Nye muligheder for forebyggelse

Tidligere undersøgelser om sammenhængen mellem det at sidde ned og smerter i muskler og led er ikke entydige. Desuden bygger tidligere undersøgelser ofte på folks egne oplysninger om, hvor meget de sidder, går eller står. Det nye studie bygger derimod på tekniske målinger med måleudstyr direkte på kroppen, og det giver ifølge Andreas Holtermann mulighed for mere præcise resultater. Hvilket åbner op for nye muligheder.

- Jeg synes, det er interessant for folk med stillesiddende arbejde at kende disse resultater. Det ser jo ud til, at det har en betydning for smerter i muskler og led, hvor længe man sidder ned ad gangen. Og det ser også ud til, at det ikke kun er den totale tidsperiode, man sidder ned, der har betydning, men også antallet af pauser fra det stillesiddende arbejde. Resultaterne åbner op for nye muligheder for forebyggelse, der ikke kun handler om at nedbringe de mange timers siddetid. Det kan altså også afhjælpes med flere afbrydelser i ens siddetid, siger Andreas Holtermann.


Læs den videnskabelige artikel

Hallman DM, Mathiassen SE, Heiden M, Gupta N, Jørgensen MB and Holtermann A. Temporal patterns of sitting at work are associated with neck– shoulder pain in blue‑collar workers: a cross‑sectional analysis of accelerometer data in the DPHACTO study. International Archives of Occupational and Environmental Health 2016; 89: 823–833. Published online 2016 March 2. DOI 10.1007/s00420-016-1123-9


Yderligere oplysninger