

Forskere kopierer luft med skimmelsvampe
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Kirsten Rydahl - 18-04-2016
Forskere har udviklet en metode til at danne en luft, der indeholder den samme blanding af svampearter, som vi typisk finder i indeklimaet. Det kan hjælpe dem med at afdække, hvordan skimmelsvampe i bygninger kan påvirke ansatte, der arbejder i bygningerne.
Skimmelsvampe i bygninger kan udløse allergiske reaktioner og påvirke vores luftveje. Det er imidlertid svært at vurdere den konkrete påvirkning og dermed rådgive om løsninger.
Det skyldes blandt andet, at der er mange forskellige arter af svampe i indeluften, og at vi ved meget lidt både om de enkelte arter og deres helbredsmæssige effekter, hvis man indånder dem. Derudover ved man ikke ret meget om, hvilken betydning typen af det materiale svampene vokser på og sammensætningen af arter har for de helbredseffekter, udsættelse for skimmelsvampe kan forårsage. Vi ved heller ikke, hvilke arter af skimmelsvampe, der findes i indeklimaet i Danmark.
- De forsøg, der hidtil er udført, er typisk lavet med en enkelt art af gangen, så vi ved ikke så meget om, hvad det betyder helbredsmæssigt at blive udsat for blandinger af forskellige svampearter, siger Anne Mette Madsen, der er seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
Metode gengiver virkeligheden
Sammen med kolleger fra NFA og Københavns Universitet har Anne Mette Madsen udviklet en metode, som gengiver den sammensætning af skimmelsvampe, der kan være i luften i en bygning.
For at opnå viden om, hvilke arter af skimmelsvampe vi bliver udsat for i danske boliger, indsamlede forskerne støv fra luften i 27 forskellige boliger og identificerede, hvilke svampearter der var dominerende i disse prøver. Herefter podede de støvet på fugtige gipsplader, hvor skimmelsvampene begyndte at gro. Ved at blæse luft henover pladerne med skimmelvæksten kunne forskerne danne en luft med samme sammensætning af svampearter, som der blev fundet i luften fra boligerne.
- Vores ’kopiluft’ indeholdt de samme arter af skimmelsvampe som den ’originale’ luft. Derudover har vores ’kopiluft’ den fordel, at den er fri for fx andre partikler, bakterier og endotoksiner, som også kan give helbredseffekter, forklarer Anne Mette Madsen.
Koncentrationen af skimmelsvamp i luften varierede også på samme måde som i bygningen i løbet af 1 time.
Samme skimmelsvampe som i USA
- Det viser sig, at mange af de arter af skimmelsvampe, som vi fandt i de danske boliger, også forekommer i bygninger i USA, og at de ofte findes i forbindelse med vandskader, uddyber Anne Mette Madsen.
Bedre viden om effekter på helbredet
Den nye metode gør det muligt for forskerne at undersøge, hvordan fx mus reagerer på forskellige arter og kombinationer af skimmelsvampe, som findes i luften i vandskadede bygninger, og det vil give et fingerpeg om, hvordan vi mennesker vil reagere på en sådan påvirkning.
Læs den videnskabelige artikel
Madsen AM, Larsen ST, Koponen IK, Kling KI, Barooni A, Karottki DG, Tendal K & Wolkoff P. Generation and characterization of indoor fungal aerosols for inhalation studies. Applied and Environmental Microbiology 2016. DOI: 10.1128/AEM.04063-15.
Artiklen er frit tilgængelig (open access).