Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Annemette Grant Larsen - 15-04-2016
Ny forskning kortlægger forholdene for patienter med leddegigt på arbejdsmarkedet
Patienter med leddegigt har ikke en højere risiko for at blive arbejdsløse end andre. Men risikoen for førtidspension eller for at være langtidssygemeldt er større. Det viser en kortlægning af, hvordan patienter med leddegigt klarer sig på arbejdsmarkedet.
Gigtramte med leddegigt har ikke en større risiko for at miste jobbet og blive ramt af arbejdsløshed end andre.
Til gengæld er risikoen for at blive førtidspensionist større, ligesom de gigtramte er mere væk fra jobbet, særlig i det første år efter diagnosen. Her er risikoen for langtidssygefravær i mere end tre uger nemlig fem gange så høj som for andre danskere. Efter et år er risikoen for langvarigt sygefravær faldet, men det er stadig dobbelt så højt som for andre. Og det bliver det ved med at være, så længe de gigtramte er på arbejdsmarkedet.
Det viser et nyt ph.d.-studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der har undersøgt 6.677 leddegigtpatienters muligheder for at være på arbejdsmarkedet gennem en periode på 17 år fra 1994-2011.
Og kigger man på, hvordan det er gået i den periode, viser tallene, at både den forøgede risiko for at blive sygemeldt i længere tid og den forøgede risiko for at ende på førtidspension er lavere nu, end den var i halvfemserne, sammenlignet med andre danskere.
Cand.scient. og ph.d. Sofie Mandrup Hansen, der har lavet undersøgelsen, siger:
- Leddegigt er blevet en mere usynlig sygdom, som flere klarer sig med på arbejdsmarkedet. At flere er i stand til at klare arbejdsdagen, skyldes formentligt, at der er kommet ny og bedre medicin i perioden, og at patienterne kommer tidligere i behandling.
Svært at få arbejde igen, hvis jobbet ryger
Sofie Mandrup Hansen har koblet data fra to forskellige patientregistre, Landspatientregisteret og DANBIO, med oplysninger om beskæftigelsesforhold og sygefravær fra DREAM-registeret. Ud fra oplysningerne har hun sammenlignet leddegigtpatienter i alderen 18-59 år med danskere i samme aldersgruppe, som ikke er ramt af sygdommen.
Undersøgelsen er den første af sin art i Danmark og giver en helt ny viden om arbejdsmarkedsforholdene for de gigtramte.
Og undersøgelsen viser, at risikoen for langtidssygefravær er faldet fra at være to gange større end for andre danskere til at være halvanden gang større i perioden fra 1994-2011. Risikoen for at ende på førtidspension er faldet fra at være 3,5 gange større til at være 2,4 gange større. Til gengæld har patienterne igennem hele perioden ikke på noget tidspunkt været mere udsatte for at miste jobbet og blive arbejdsløse end andre danskere.
Men undersøgelsen viser også, at det er sværere for patienterne at komme tilbage i job, hvis de først bliver arbejdsløse eller har været syge længe.
- Derfor er det meget vigtigt at have fokus på, hvad der skal til, for at folk med leddegigt kan fungere i deres job, så de kan beholde det og ikke ender i arbejdsløshed. Ryger jobbet, kræver det en særlig indsats at komme tilbage i arbejde, siger Sofie Mandrup Hansen.
Vigtigt at kunne tage en pause
Hvad der skal til for at kunne passe arbejdet og undgå langvarig sygefravær, har undersøgelsen også kigget på. Som supplement til registerundersøgelsen har Sofie Mandrup Hansen nemlig gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.000 patienter med leddegigt i perioden 2011-2013.
Afgørende er følelsen af at have en god leder, og at den gigtramte har en vis grad af frihed i sit job fx til at styre, hvornår der er pause. For mange bliver hurtigere trætte, nogle har smerter, og nogle har stive led og kan have brug for lige at rejse sig op og bevæge sig. Og der kan det hjælpe at gå en lille tur eller at have plads til at snakke lidt med en kollega.
- Det er vigtigt, at arbejdspladsen giver frihed til det, hvis det overhovedet kan passes ind i arbejdet. Kan det ikke det, og er man nødt til at finde et andet job, er det vigtigt at finde et arbejde, hvor det er sådan. Og det er vigtigt, at læger og jobcentre tænker i de baner.
Værst ser det ud for de gigtramte, der har en kort uddannelse og hårdt fysisk arbejde. De har ligesom andre danskere større risiko for ikke at kunne passe arbejdet og blive langvarigt syge.'
Læs mere
Yderligere oplysninger