Spring over hovedmenu

Ny hjemmeside vil styrke mental sundhed på arbejdspladsen

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Annemette Grant Larsen - 07-10-2016

Nu er det let at finde gode råd til, hvad man gør, når en medarbejder eller leder er ved at gå ned med flaget. Der er også gode råd til, hvad man selv kan gøre, hvis man selv har det svært. Bag hjemmesiden står Komiteen for Sundhedsoplysning, Operate og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der har udarbejdet videngrundlaget.

Knap seks ud af ti har oplevet mentale helbredsproblemer som stress, angst og depression på deres arbejdsplads, enten hos en kollega eller på egen krop. Det viser en ny måling lavet for ´Sammen om mental sundhed´.  Men mange er usikre på, hvad de kan gøre, når de selv eller en medarbejder har det svært.

Nu er der hjælp at hente på mentalsundhed.dk, der netop er gået i luften. Her er værktøjer og gode råd til at forebygge og håndtere mentale helbredsproblemer, alt efter om man selv har det svært, eller er kollega, leder eller en anden nøgleperson på arbejdspladsen. En nøgleperson er for eksempel en arbejdsmiljørepræsentant eller en, der tager sig af personalemæssige opgaver.

På hjemmesiden kan man blandt andet få svar på, hvad man kan sige til en kollega, der ikke har det godt, eller hvad man som leder kan gøre for at forebygge, at mentale helbredsproblemer opstår og udvikler sig på jobbet. Hjemmesiden giver også let adgang til at søge blandt knap 400 værktøjer.

 

Viden, der er nem at bruge

Bag hjemmesiden står partnerskabet ’Sammen om mental sundhed’. Det består af en lang række organisationer på tværs af sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Sekretariatet bag indsatsen består af Komiteen for Sundhedsoplysning, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og kommunikationsbureauet Operate.

Baggrunden for partnerskabet er en stigning i antallet af sygemeldinger og personer på overførselsindkomst på grund af psykiske lidelser. Ifølge tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø anslås de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger ved mentale helbredsproblemer i Danmark til at være 55 milliarder kroner om året.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har i samarbejde med Videncenter for Arbejdsmiljø udarbejdet det videngrundlag, som hjemmesiden bygger på, og omsat forskning til spørgsmål og svar, som er nemme at bruge ude på arbejdspladserne. 

Sammen om mental sundhed

Sammen Om Mental Sundhed er finansieret af satspuljeaftalen på psykiatriområdet for 2014-2017 med 7 millioner kroner. Hjemmesiden er særligt rettet mod små og mellemstore arbejdspladser.

www.mentalsundhed.dk