Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund - 01-02-2016
Ph.d.-forsvar om hvordan små virksomheder forbedrer deres arbejdsmiljø
Hvordan motiveres små virksomheder til at forbedre deres arbejdsmiljø og ændre deres daglige praksis? Dette spørgsmål har ph.d.-studerende Laura Veng Kvorning undersøgt ved at evaluere de såkaldte forebyggelsespakker til små virksomheder i autobranchen og i bygge og anlæg. Hun forsvarer sin ph.d.-afhandling mandag den 22. februar 2016 kl.14 på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Små virksomheder har en række udfordringer med at gennemføre arbejdsmiljøindsatser på egen hånd, og forskningsmæssigt er der kun begrænset viden om, hvordan arbejdsmiljøindsatser kan nå ud til de små virksomheder, så de bliver motiveret til at forbedre deres arbejdsmiljø. I tidligere arbejdsmiljøindsatser har man forsøgt at integrere og tage højde for de små virksomheders behov i forhold til arbejdspladsstruktur, kultur og interesser, men mange har haft begrænset succes, og det er svært at fastholde ændringerne.
Tidligere undersøgelser om små virksomheder
Tidligere undersøgelser viser, at indsatser overfor små virksomheder bør imødekomme ejerne/ledernes behov og være konkrete og løsningsorienterede i forhold til kerneopgaverne og forretningen, ikke koste ekstra eller kun medføre lave omkostninger og være baseret på tillid, deltagelse, inddragelse og dialog. Den seneste udvikling inden for arbejdsmiljøindsatser er introduktionen af et bredt spektrum af virkemidler, fx regulering, information og incitamenter, som kan anvendes overfor den samme målgruppe eller mod et specifikt problem.
Udvikling af ’Forebyggelsespakker’ målrettet små virksomheder
Baseret på denne viden udviklede Forebyggelsesfonden i 2011 nogle særlige arbejdsmiljøindsatser, som går ud på at få bl.a. små virksomheder til at søge og gennemføre et på forhånd fastlagt forløb, en ’Forebyggelsespakke’, som er beskrevet i en drejebog, og hvortil de får økonomisk kompensation og en vejleder. Derudover var der som del af indsatsen planlagt særlige tilsynsbesøg af Arbejdstilsynet, for bl.a. at promovere Forebyggelsespakkerne. Forebyggelsespakkerne kan derfor betegnes som en indsats, som indeholder en kombination af flere virkemidler der skal motivere virksomhederne til at forbedre arbejdsmiljøet.
Ph.d.-projektets formål
Formålet med Laura Veng Kvornings ph.d.-projekt var at belyse, hvordan forebyggelsespakker modtages, implementeres og omsættes til adfærdsændringer i brancherne autoværksteder og bygge-anlæg. Ph.d.-projektet tager udgangspunkt i et såkaldt Realistisk evalueringsdesign, hvor det ud fra en opstillet programteori undersøges, hvordan virkemidler i form af forebyggelsespakker virker, for hvem og under hvilke forhold. Undersøgelsen bestod af både spørgeskemaer, case-studier, dokumentanalyser og interviews. Resultaterne bidrager med dokumenteret viden om, hvordan man skaber mere effektive arbejdsmiljøindsatser, der motiverer små virksomheder til at forbedre deres arbejdsmiljø.
Hvad er Forebyggelsespakker?
Forebyggelsespakker er en arbejdsmiljøindsats målrettet virksomheder i særligt nedslidningstruede brancher. Formålet er at forebygge fysisk og psykisk nedslidning på arbejdspladsen ved at forbedre arbejdsmiljøet og fremme sundheden.
Læs mere hos Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse
Tid og sted for ph.d.-forsvaret
- Tid: Mandag den 22. februar 2016 kl. 14.00.
- Sted: Auditoriet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø.
Bedømmelsesudvalg
- Lektor Else Nygaard, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet (formand).
- Lektor Morten Hulvej Rod, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
- Professor Ann-Beth Antonsson, IVL Swedish Environmental Research Institute, Stockholm.
Vejledere
- Lektor Ulla Christensen, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.
- Professor Peter Hasle, Center for Industriel Produktion, Aalborg Universitet.
- Forskningsleder, ph.d. Hans Jørgen Limborg, TeamArbejdsliv.
Yderligere oplysninger