Spring over hovedmenu

Global Vision Zero-arbejdsmiljøkampagne lanceret på verdenskongres

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: VFA - 05-10-2017

På den netop afholdte verdenskongres i Singapore blev der lanceret en global Vision Zero-kampagne. Vision Zero er en strategi, der omfatter både ulykker, sundhed og trivsel, og som er baseret på et nyt og anderledes tankesæt om arbejdsmiljø og arbejdsmiljøindsatsen.

Vision Zero handler om at få virksomheder til at tænke anderledes i organiseringen af arbejdsmiljøet og arbejdsmiljøsatser, hvor arbejdsmiljø i højere grad skal være en integreret del af forretningen.

Fokus skal flyttes fra kontrol til fælles forpligtelse, hvor alle i virksomheden bakker op om visionen gennem virksomhedens politik, planlægning og praksis. Det kræver integrerede indsatser - og en orkestrering af tiltag, der støtter og beriger hinanden.

Kan inspirere os i Danmark

På den netop afholdte verdenskongres i Singapore, arrangeret af ISSA og ILO, blev der lanceret en global Vision Zero-kampagne, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har tilsluttet sig.

- Vision Zero er en strategi, der omfatter både ulykker, sundhed og trivsel, og som er baseret på et nyt og anderledes tankesæt om arbejdsmiljø og arbejdsmiljøindsatsen. En strategi, der bestemt også kan inspirere os i Danmark, siger Inger Schaumburg, direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Vision Zero-strategien har fokus på 'visionen' og processen i at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø, frem for fokus alene på systemer og tal. Strategien handler om at 'alle arbejdsrelaterede ulykker og arbejdsbetingede lidelser og sygdomme er forebyggelige' - hvilket ikke er det samme som, at alle ulykker og sygdomme kan forebygges.

- Vision Zero-strategien er efter min mening relevant også at drøfte i en dansk kontekst som inspiration for vores fremtidige tilgang til arbejdsmiljøet og arbejdsmiljøindsatsen, siger Inger Schaumburg.

En anderledes måde at tænke på

NFA har bidraget til videngrundlaget for strategien ved at have undersøgt, hvordan arbejdsmiljøstrategien 'Vision Zero' for arbejdsulykker bliver implementeret hos både store og mindre virksomheder.

I et projekt, der er lavet i samarbejde med andre arbejdsmiljøforskningsinstitutioner indenfor det europæiske partnerskab for arbejdsmiljøforskning (PEROSH), har man undersøgt 27 virksomheder med en Vision Zero-tilgang.

Læs en tidligere omtale på nfa.dk af resultater fra denne undersøgelse i nyheden 'Nul ulykker skal være en fælles vision' offentliggjort den 15. december 2016.

Yderligere oplysninger om Vision Zero

Seniorforsker Pete Kines, NFA