Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 15-05-2018
Hårdt fysisk arbejde kombineret med dårlig kondition øger risikoen for at dø af hjertekarsygdom
Går eller står man op, bærer tunge ting eller har hårdt fysisk arbejde i hovedparten af sin arbejdstid og har man samtidigt en dårlig kondition, medfører det en forøget risiko for at dø af hjertekarsygdom.
Oplever man enten høje fysiske krav i arbejdet eller at have en dårlig kondition medfører det hver for sig en øget risiko for at få hjertekarsygdom. Det har tidligere studier påvist.
Men nu har en gruppe forskere fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fundet ud af, hvad kombinationen af de to faktorer betyder.
Seks gange så stor risiko for at dø af hjertekarsygdom
- Vores resultater viser, at blandt medarbejdere, der oplever, at de har en dårlig kondition, og som også oplever at være udsat for høje fysiske krav i arbejdet, er risikoen over seks gange så stor for at dø af hjertekarsygdom sammenlignet med medarbejdere, der oplever, at have lave fysiske krav i arbejdet og en god kondition, forklarer professor Andreas Holtermann (NFA), som er projektleder på undersøgelsen.
Andreas Holtermann gør opmærksom på, at resultaterne er baseret på selvvurderede fysiske arbejdskrav og selvvurderet kondition, dvs. at det er medarbejdernes egne vurderinger, der ligger til grund for resultatet og ikke objektive målinger.
I studiet fulgte forskerne 4.724 beskæftigede mænd og kvinder mellem 20 og 67 år i løbet af en periode på 18 ½ år. Ingen af deltagerne havde en diagnosticeret hjertekarsygdom ved studiets begyndelse. Hver af deltagerne udfyldte et spørgeskema om deres fysiske arbejdsmiljø, deres oplevelse af egen kondition og generelle helbred, deres sundhedsvaner i forhold til rygning, alkohol samt om de havde fået behandling for diabetes eller forhøjet blodtryk.
Vigtigt med god balance mellem fysiske arbejdskrav og fysisk formåen
Ved studiets afslutning i 2013 var 257 af personerne døde af hjertekarsygdom, mens 852 var døde af andre årsager.
- Resultaterne understøtter betydningen af at have en god balance mellem fysiske arbejdskrav og fysisk formåen for at forebygge hjertekarsygdom. Det betyder konkret, at belastningen af kroppen, som fx måles som puls, stakåndethed eller oplevet anstrengelse ved at udføre et givet fysisk arbejde, bliver større for en person med dårlig kondition end for en person med god kondition. En sådan højere relativ belastning af kroppen over længere tid medfører en højere risiko for hjertekarsygdom, forklarer Andreas Holtermann.
Hvad er fysiske krav og god/dårlig kondition i studiet?
I undersøgelsen er resultaterne baseret på selvvurderede fysiske krav i arbejdet og selvvurderet kondition:
• Høje fysiske krav i arbejdet er fx at gå eller stå i det meste af arbejdstiden, bære tunge ting, udføre hårdt fysisk bygningsarbejde, grave- eller skovlearbejde.
• Lave fysiske krav i arbejdet er fx at sidde ned det meste af arbejdstiden, løfte lette ting eller udføre let industriarbejde.
• God kondition er når folk oplever, at de har bedre kondition end deres jævnaldrende
• Dårlig kondition er når folk oplever, at de har dårligere kondition end deres jævnaldrende
Studiet er udført af en gruppe forskere fra:
- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
- Syddansk Universitet.
- Frederiksberg Hospital (Østerbroundersøgelsen).
- Bispebjerg Hospital.
- Holbæk Sygehus, Region Sjælland.
Læs den videnskabelige artikel
Holtermann A, Marott JL, Gyntelberg F, Søgaard K, Mortensen OS, Prescott E, Schnohr P(2016): Self-reported occupational physical activity and cardiorespiratory fitness: Importance for cardiovascular disease and all-cause mortality. Scand J Work Environ Health Online-first –article doi:10.5271/sjweh.3563
Læs mere om Job og Krop
På Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside får du viden om en række emner, der alle handler om forebyggelse og håndtering af det fysiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, bl.a. i temaet Job og Krop.
Yderligere oplysninger
Professor Andreas Holtermann, NFA.