Jobusikkerhed kan afhjælpes på arbejdspladsen
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund - 19-09-2017
Når der sker omstruktureringer i en virksomhed, kan medarbejderne opleve, at der både bliver usikkerhed om ansættelsen og jobbets indhold. Men planlagte initiativer på arbejdspladsen kan bidrage til at afhjælpe usikkerheden. Det viser ny forskning.
Omstruktureringer, nedskæringer og fyringer er en del af det moderne arbejdsliv. I dag taler man om, at fastansættelser mere bliver undtagelsen frem for reglen, og at organisationer tvinges til at tilpasse sig globaliseringen for at følge med. Sådanne omvæltninger i arbejdslivet kan føre til jobusikkerhed og nedsat trivsel blandt de ansatte.
Alligevel findes der kun få arbejdsmiljøindsatser, hvor man har prøvet at modvirke problemerne og har undersøgt, om det virker. En af disse arbejdsmiljøindsatser blev gennemført i postvæsnet fra 2010 til 2011 for at forebygge de omvæltninger, der skete på grund af finanskrise og den faldende brevmængde, som blev en følge af digitaliseringen. Forskningsresultaterne fra projektet viser, at det kan betale sig at gøre en indsats.
Omstruktureringer i postvæsnet gav jobusikkerhed
Forskerne inddrog to grupper af postomdelere og ledere i det danske postvæsen i et projekt, som forløb over et år. Den ene gruppe gennemførte en proces, hvor medarbejderne var med til at kortlægge arbejdsmiljøet og gennem en dialogproces udvikle handleplaner, der skulle forebygge jobusikkerhed, som var en af de afgørende arbejdsmiljøfaktorer under de store omstruktureringer, der løbende foregik i postvæsnet.
Handleplanerne omfattede bl.a. nye procedurer for omlægning af postruter og bedre kommunikation til medarbejderne om forandringer. Den anden gruppe, der fungerede som referencegruppe, arbejdede som de plejede. Til sidst evaluerede forskerne arbejdsmiljøindsatsen (se faktaboksen) for at se, om den havde virket.
Interventionen gav en signifikant effekt
Evalueringen viste, at begge grupper af postomdelere oplevede stigende jobusikkerhed på flere måder, og den viden er vigtig at have in mente for at forstå resultaterne, forklarer forfatteren af studiet:
-Interventionen for at modvirke jobusikkerhed bevirkede ikke, at indsatsgruppen oplevede et decideret fald i jobusikkerhed, men den gjorde, at der i denne gruppe var en signifikant mindre stigning i jobusikkerheden end i referencegruppen. Til sammenligning var postomdelerne i begge grupper i stigende grad bange for at miste deres job. Det var forventeligt, da der ikke blev gennemført handlingsplaner for at forebygge den del af jobusikkerheden, siger post. doc Johan Simonsen Abildgaard fra NFA.
Forskerne konkluderer, at jobusikkerhed som følge af omstruktureringer i virksomheder, kan reduceres ved hjælp af nøje planlagte indsatser på arbejdspladsen:
-Det kan lade sig gøre at afhjælpe en del af jobusikkerheden, når man laver organisationsændringer, og se en effekt på de parametre for usikkerhed, man arbejder med. Det kan betyde, at man fx godt kan føle tryghed ved ens arbejdsopgaver, mens man stadig kan være usikker på, om man vil miste sit job, slutter Johan Simonsen Abildgaard.
To typer jobusikkerhed blev målt i studiet
- Kvalitativ jobusikkerhed er den usikkerhed, som kommer af forandringer i jobbets indhold. Det blev målt med fire udsagn, bl.a. “Jeg føler Post Danmark kan tilbyde mig et spændende job i fremtiden”.
- Kvantitativ jobusikkerhed er den usikkerhed, som er relateret til risikoen for at miste sit job. Den blev målt med tre udsagn, bl.a. “Jeg føler mig usikker på, om jeg mister mit job i den nærmeste fremtid.
Sådan blev arbejdsmiljøindsatsen evalueret
Evalueringen bestod i at finde ud af, om handleplanerne var blevet gennemført som planlagt, og hvilken effekt de havde på udviklingen af medarbejdernes oplevelse af jobusikkerhed i både indsats- og referencegruppen.
Evalueringen omfattede
• en spørgeskemaundersøgelse blandt alle involverede postarbejdere og ledere
• interviews med nogle af de involverede postarbejdere og ledere
• observationer på arbejdspladsen.
Sådan blev arbejdsmiljøindsatsen evalueret
Evalueringen bestod i at finde ud af, om handleplanerne var blevet gennemført som planlagt, og hvilken effekt de havde på udviklingen af medarbejdernes oplevelse af jobusikkerhed i både indsats- og referencegruppen.
Evalueringen omfattede
• en spørgeskemaundersøgelse blandt alle involverede postarbejdere og ledere
• interviews med nogle af de involverede postarbejdere og ledere
• observationer på arbejdspladsen.
Læs den videnskabelige artikel
Abildgaard JS, Nielsen K and Sverke M. Can job insecurity be managed? Evaluating an organizational- level intervention addressing the negative effects of restructuring. Work & Stress, 2017.
Artiklen er skrevet i et samarbejde mellem
- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
- University of Sheffield, Sheffield, Storbritannien.
- Stockholm Universitet, Sverige.
- North-West University, Potchefstroom, Sydafrika.