Arbejdsmiljøet på det nye digitale arbejdsmarked undersøges
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Charlotte Aagaard Knudsen - 08-02-2018
Et nyt forskningsprojekt skal skabe viden om unges arbejde og arbejdsmiljø på det nye digitale arbejdsmarked og finde ud af, hvordan man kan nå denne gruppe med relevante arbejdsmiljøindsatser.
25.000 personer udbød sidste år deres arbejde gennem en digital arbejdsplatform i 2017 mod blot 105 i 2015. Det viser en kortlægning som Beskæftigelsesministeriet og Erhvervsministeriet har lavet.
Et nyt forskningsprojekt skal skabe viden om de arbejdsmiljøproblemer, der knytter sig til det nye digitale arbejdsmarked, og hvordan arbejdsmiljøviden skal komme unge i denne gruppe til gavn. Projektet er et samarbejde mellem Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø og Center for Ungdomsforskning (CeFU) på Aalborg Universitet.
- Fordi vores viden om unge på digitale arbejdsmarkeder stadig er begrænset, er det nødvendigt at skabe helt nye tilgange og relationer for at sikre, at disse unges arbejdsmiljøproblemer bliver håndteret, siger seniorforsker Johnny Dyreborg fra Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø, som er en af forskerne bag projektet.
Nye former for arbejde vinder frem
Nye sociale digitale platforme har skabt grobund for nye typer af arbejde, såsom modebloggere, instagram-stjerner og Youtube-stjerner. Men det er vigtigt at have for øje, at også traditionelle typer af arbejde, såsom oversættelsesopgaver, transportarbejde samt bygge- og anlægsarbejde, blot for at nævne nogle, i stigende grad tilbydes over digitale platforme.
- Vi ser i disse år, at der dukker nye aktivitetsformer frem, der udfordrer det, vi forstår som arbejde og arbejdets organisering. For en youtuber eller en modeblogger er det personlige brand en del af arbejdet, og det skaber meget flydende og uklare grænser mellem, hvad der er arbejde og hvad der er privatliv, siger han.
Det udfordrer også spørgsmålet om arbejdsgiveransvar, som jo er helt central i forhold til arbejdsmiljølovgivningen, fortæller seniorforsker Johnny Dyreborg.
Nogle platforme anser sig selv som arbejdsgivere, mens andre ikke gør, og det er helt afgørende for hvordan de forholder sig til arbejdsmiljølovgivningen og dermed også arbejdsmiljø og forebyggelse af risiko.
Anbefalinger til unge på det digitale arbejdsmarked
Projektet skal blandt andet munde ud i et sæt anbefalinger til, hvordan unge på det digitale arbejdsmarked får bedre adgang til viden om arbejdsmiljø og sikkerhed, og hvem der skal stå for introduktion og oplæring, når arbejdsgiver/arbejdstagerforholdet, som vi kender det i dag, er udfordret.
Derudover vil der blive udarbejdet et spørgeskema til personer på det digitale arbejdsmarked, der tager udgangspunkt i 'Arbejdsmiljø og helbred spørgeskemaet' fra NFA.
Spørgeskemaet skal skabe grundlag for at følge arbejdsmiljøet i denne gruppe fremover.
Projektet er 2-årigt (2018-2019) og udføres i et samarbejde mellem Lektor Mette Lykke Nielsen og Post.doc. Louise Yung Nielsen, Center for Ungdomsforskning (CeFU), Aalborg Universitet og seniorforsker Johnny Dyreborg, Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). I projektet deltager desuden en række centrale aktører på det digitale arbejdsmarked.
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden