De unge er udsatte i arbejdsmiljøet, men føler sig alligevel anerkendt
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund - 28-06-2018
Unges vurdering af deres eget arbejdsmiljø viser, at de skiller sig ud, både positivt og negativt, i forhold til ældre medarbejdere i Danmark.
Nedenfor kan du se, hvordan unge mellem 18 og 24 år oplevede deres eget arbejdsmiljø i 2016, da Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udsendte spørgeskemaer til 50.000 beskæftigede i Danmark. Det gør NFA hvert andet år frem til 2020. Resultaterne af de udvalgte parametre, hvor unge skiller sig positivt eller negativt ud, er vist nedenfor i en række figurer.
1. Ulykker
Ulykker måles med spørgsmålet: Har du indenfor de sidste 12 måneder været udsat for en eller flere arbejdsulykker, som medførte mere end én dags fravær? Svarmulighederne er: Ingen ulykker, Én ulykke, To ulykker, Tre ulykker, Fire eller flere ulykker. Punkterne på grafen viser den andel i procent, der har været udsat for mindst én arbejdsulykke (svarkategori 2-5).
Grafen viser, at unge mellem 18 og 24 år er den gruppe blandt beskæftigede i Danmark, som oplever flest arbejdsulykker i forhold til deres ældre kollegaer, og den viser, at det især er unge mænd, det går ud over.
2. Stress
Stress måles med spørgsmålet: Hvor ofte har du følt dig stresset i de seneste to uger? Svarmulighederne er -Aldrig -Sjældent -Sommetider -Ofte -Hele tiden. Punkterne på grafen angiver den gennemsnitlige score på en skala fra 0 til 4.
Grafen viser, at især unge kvinder mellem 18 og 24 år og unge mænd mellem 25 og 34 år føler sig lidt mere stressede end deres ældre kollegaer af hvert sit køn. Kvinderne ser generelt ud til at opleve lidt mere stress end mænd.
3. Fysisk hårdt arbejde
Fysisk hårdt arbejde måles med spørgsmålet: Hvor fysisk hårdt opfatter du normalt dit nuværende arbejde? Svarmulighederne er -0 ~ Ikke hårdt -1 -2 -3 -4 -5 -6 -7 -8 -9 -10 ~ Maksimalt hårdt. Punkterne på grafen viser den gennemsnitlige score 0-10.
Grafen viser, at både unge kvinder og unge mænd mellem 18 og 24 år i langt højere grad end deres ældre kolleger oplever, at deres arbejde er fysisk hårdt.
4. Seksuel chikane
Seksuel chikane måles ved spørgsmålet ”Har du inden for de sidste 12 måneder været udsat for seksuel chikane på din arbejdsplads?” Svarmulighederne er: Dagligt, ugentligt, månedligt, sjældnere eller aldrig.
Grafen viser, at kvinder generelt er mere udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end mænd. Især går det ud over unge kvinder mellem 18 og 24 år, hvor 11,1 procent har været udsat mod 3,2 procent af de unge mænd i samme aldersgruppe.
5. Fysisk vold
Fysisk vold måles med spørgsmålet: Har du indenfor de sidste 12 måneder været udsat for fysisk vold på din arbejdsplads? Svarmulighederne er -Nej, aldrig -Ja, sjældnere -Ja, månedligt -Ja, ugentligt -Ja, dagligt. Punkterne på grafen viser den andel i procent af de beskæftigede, som har været udsat for fysisk vold (svarkategori 2-5).
Grafen viser, at kvinder i langt højere grad end mænd oplever at være udsat for fysisk vold, men at unge kvinder mellem 18 og 24 år oplever langt mindre fysisk vold end deres ældre kollegaer. For unge mænd er det lige omvendt. De oplever lidt mere fysisk vold end deres ældre kollegaer.
6. Trusler om vold
Trusler om vold måles med spørgsmålet: Har du indenfor de sidste 12 måneder været udsat for trusler om vold på din arbejdsplads? Svarmulighederne er -Nej, aldrig -Ja, sjældnere -Ja, månedligt -Ja, ugentligt -Ja, dagligt. Punkterne på grafen viser den andel i procent, der har været udsat for trusler om vold (svarkategori 2-5).
Grafen viser, at kvinder i langt højere grad end mænd oplever at være udsat for trusler om vold, især de unge kvinder mellem 24 og 34 år er udsatte, mens unge kvinder mellem 18 og 24 år oplever færre trusler om vold end deres ældre kollegaer. For mænd er der ingen aldersforskelle.
7. Ledelseskvalitet
Ledelseskvalitet måles med otte spørgsmål, hvor grafen viser den samlede score for ledelseskvalitet, hvor scoren er beregnet som gennemsnittet (af 1-5) af samtlige otte spørgsmål.
Grafen viser, at de unge vurderer ledelseskvaliteten nogenlunde på samme niveau, som deres ældre kolleger.
8. Kollegial anerkendelse
Kollegial anerkendelse måles med spørgsmålet: Hvor ofte anerkender du og dine kolleger hinanden i arbejdet? Svarmulighederne er - 1. Aldrig - 2. Sjældent - 3. Sommetider - 4. Ofte - 5. Altid. I resultaterne præsenteres den gennemsnitlige score (1-5).
Grafen viser, at de unge mellem 18 og 24 år vurderer anerkendelsen fra kolleger lige så højt som deres ældre kolleger.
9. Smerter fordelt
Smerter måles med spørgsmål: Hvor ofte har du haft smerter indenfor de seneste tre måneder? Svarmulighederne er -Slet ikke -Enkelte gange -Et par gange om måneden -Flere gange om ugen Dagligt. Punkterne på grafen viser den andel i procent af de beskæftigede, som angiver at have smerter flere gange ugentligt eller dagligt (svarkategori 4-5).
Grafen viser, at de unge mellem 18 og 24 år har langt færre smerter end de ældste aldersgrupper.
10. Hvor er de unge ansat?
Procenttallet angiver den andel, som de 18-24-årige udgør af alle ansatte i branchen.
11. Hvordan er de unge ansat?
Søjlediagrammet viser, at det især er unge mellem 15 og 24 år, som er ansat på deltid i forhold til andre aldersgrupper, og det viser, at det især er kvinder, som er ansat på deltid, også i de ældre aldersgrupper.
Søjlediagrammet viser, at det især er unge mellem 15 og 24 år, som er ansat i midlertidige ansættelser i forhold til andre aldersgrupper, og det viser, at det især er unge mænd, som er ansat midlertidigt, mens det i de ældre aldersgrupper er kvinderne.
Yderligere oplysninger
Chefanalytiker Peter Linde og senioranalytiker Nina Føns Johnsen, begge NFA.