Ny rapport om amerikansk arbejdsmiljøprogram
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 22-08-2018
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har for Arbejdstilsynet udarbejdet en rapport om det amerikanske arbejdsmiljøprogram Total Worker Health (TWH). Rapporten giver et overblik over, hvordan TWH anvendes i praksis, hvad erfaringerne er, og i hvilket omfang der er evidens for effekter af TWH.
Et af hovedelementerne i en TWH-indsats er, at den skal integrere forebyggelse og sundhedsfremme. Det betyder, at de indsatser, som en arbejdsplads sætter i gang
for medarbejdernes sundhed, bør indeholde både tiltag om arbejdsmiljø og sundhedsfremme i samme indsats. Det bygger bl.a. på, at arbejdsvilkår påvirker medarbejdernes sundhedsadfærd – også i fritiden. Jobs, som er fysisk udmattende, kan fx betyde, at medarbejderne ikke har energi til at være fysisk aktive i fritiden.
TWH skal være en integreret del af arbejdspladsen
Et andet hovedelement i TWH-indsatser handler om, at arbejdspladsen skal bygge en organisation op omkring medarbejdernes sundhed. Organisationen skal både involvere ledelsen og medarbejderne samt centrale stabsfunktioner, fx inden for økonomi, sikkerhed og drift.
Om rapporten
Rapporten er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) for Arbejdstilsynet. Der er endnu ikke videnskabelig evidens for, at TWH er mere effektiv end andre arbejdsmiljøindsatser, men NFA og Arbejdstilsynet følger med i, om der kommer ny viden på området. TWH blev lanceret i USA i 2011.
Læs hele rapporten
Jørgensen MB & Blond K. Total Worker Health-programmet i det amerikanske arbejdsmiljøsystem. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, København, 2018.
Yderligere oplysninger
Forskningschef Anne Cathrine Tjellesen, NFA