Spring over hovedmenu

God inspiration til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i regionerne

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 13-12-2019

Alle arbejdspladser og enheder i regionerne kan søge om at få gratis rådgivning og inspiration til nye initiativer, der kan styrke det psykiske arbejdsmiljø.

Alle regionale arbejdspladser som fx hospitaler, psykiatriske afdelinger, social- og døgninstitutioner og administration og service kan søge om at få ekstern bistand og inspiration til at styrke det psykiske arbejdsmiljø. Det omfatter både lokale og strategiske forløb. Det blev resultatet af overenskomstforhandlingerne i 2018, og ordningen fortsætter indtil 2021.

Det National Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er en af de forsknings- og vidensinstitutioner, der leverer rådgivningen og inspirationen, og konsulent Stig Sørensen fra NFA er en af dem, der jævnligt er ude på arbejdspladser for at inspirere og rådgive sammen med en udvalgt forsker fra forskningscentret.

NFA’s ydelse tager afsæt i forskningsbaseret viden og struktureret dialog. På alle NFA’s virksomhedsforløb er der tilknyttet både en forsker og en formidler.
Netop kombinationen af forskningsfaglig viden og formidlingskompetencer har vist sig at være både relevant og efterspurgt og giver mulighed for direkte dialog mellem forskning og praksis.

- De forløb, vi laver, handler ofte om at styrke arbejdspladsernes kompetencer på arbejdsmiljøområdet, og klæde dem på til selv at kunne lave indsatser, såsom at følge op på en trivselsmåling eller lignende, forklarer Stig Sørensen.

Hjælp til selvhjælp

Forløbene tager udgangspunkt i arbejdspladsens ønsker og problemstillinger og i de ressourcer og strukturer, arbejdspladsen har i forvejen – typisk MED-strukturen.
Et forløb kan i alt vare op til et halvt år, men det afhænger meget af, hvilke ressourcer arbejdspladsen afsætter til arbejdsmiljøindsatser fra start. 

- Nogle steder er de fuldstændig selvkørende og skal måske primært have noget inspiration udefra, mens man andre steder skal støttes og klædes på til at stå for en indsats selv, siger Stig Sørensen.

Undervejs i forløbet er Stig Sørensen og forskeren ude på arbejdspladsen til en temadag, der involverer alle medarbejdere. 

- Det giver en god dialog på arbejdspladsen, at der er en forsker med. Så har vores udsagn en anden tyngde, og medarbejderne kan få svar på mange spørgsmål med det samme, fortæller Stig Sørensen.

Forskningsbaseret rådgivning og inspiration

Projektet er blevet godt modtaget af arbejdspladserne og er en forlængelse af en ordning, der blev sat i søen i 2016. Flere end 100 arbejdspladser benyttede tilbuddet, og erfaringerne var så gode, at parterne ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev enige om, at det skal videreføres i en ny runde i 2019 og frem til 31.marts 2021.

De regionale arbejdspladser, der har haft besøg af NFA, har også været glade for, at det er uvildige eksperter, der optræder. En deltager skriver i en tilbagemelding:

”Det er en stor styrke, at I er upartiske, tager både leder- og medarbejderperspektiver på temaerne og ikke kommer som nogens repræsentanter”.

Med tilbuddet ydes der rådgivning og inspiration til, hvordan det psykiske arbejdsmiljø kan styrkes i tæt relation til løsningen af kerneopgaverne. Det sker inden for følgende fire temaer:

  • Organisatoriske forhandlinger
  • Faglige forandringer
  • Vold og trusler
  • Samarbejde, arbejdspladsstruktur og mobning.

 

Udbydere og kontaktoplysning

Ekspertrådgivning og inspiration til regionernes arbejdspladser og enheder varetages af følgende tre udbydere: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Roskilde Universitet (RUC) og NIRAS-Joblife. Rådgivningen er gratis, mens arbejdspladserne selv betaler for de arbejdstimer, de bruger i den forbindelse.
NFA har i første projektperiode gennemført ca. 50 samarbejdsforløb på 40 forskellige arbejdspladser. 

I anden runde fra 2019-21 er det foreløbigt 26 forløb, der enten er gennemført eller i proces. 

 Få mere at vide om NFA’s ydelse:

  • Stig Ingemann Sørensen, dialog- og netværkskonsulent. Mail: sis@vfa.dk, mobil: 50 93 67 16, tlf. 39 16 54 84.
  • Ole Henning Sørensen, chefkonsulent. Mail: ohs@nfa.dk, tlf. 39 16 53 31

Læs hele temanyhedsbrevet om arbejdsmiljøet på de regionale arbejdspladser