Spring over hovedmenu

Tør luft er markant undervurderet som årsag til dårlig trivsel blandt kontoransatte

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Karoline Lawaetz - 16-01-2019

Tørre øjne, træthed og hovedpine hos medarbejdere i kontormiljøer bliver traditionelt knyttet til problemer med manglende udluftning. Men to nye artikler fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) peger på, at luftfugtigheden betyder mindst lige så meget.

Udluftning giver frisk luft i kontorlokalerne, men det er ikke nok til at forbedre indeklimaet, viser en gennemgang af den eksisterende viden, som er sammenfattet i to nye reviews. Indholdet af fugt i luften spiller en meget væsentlig rolle for indeklimaet og medarbejdernes trivsel, og det bliver desværre overset i dag, mener forfatteren.

- Ingeniører har i mere end 40 år anbefalet ventilation og regulering af temperaturen som midler til at kontrollere indeklimaet. Det har medført, at den relative luftfugtigheds betydning er blevet markant undervurderet, siger Peder Wolkoff, tidligere professor i indeklima og i dag seniorforsker på NFA og forfatter til de nye reviews.

Undersøgelserne, der ligger til grund for de nuværende anbefalinger om udluftning, er udført på unge studerende i 1970’erne, og her havde luftfugtigheden ingen indflydelse på de unges trivsel. Men i almindelige kontormiljøer med mennesker på 35-70 år er vilkårene helt anderledes.

- Resultaterne viser, at anbefalingerne med fordel kan suppleres med mere nuancerede vurderinger, der også inddrager fx fysiologi og luftvejstoksikologi, siger Peder Wolkoff.

Ældre ansatte døjer mest

Det er meget individuelt, hvordan kontoransatte oplever at arbejde i luft med lav fugtighed. Generelt er mennesker med følsomme slimhinder, fx i forbindelse med høfeber, naturligvis mere udsatte og derfor mere tilbøjelige til at få gener af manglen på fugt i indeluften.

Men det er velkendt, at klageprocenten stiger med alderen. Og efter 40 år er der flest kvinder i den påvirkede gruppe.

- Vi ved endnu ikke præcis hvorfor, men overfladen i luftvejene er jo forsynet med beskyttende slimhinder. Hos mange, især ældre, bliver slimhinderne ustabile med alderen, og så har man mindre modstandskraft over for udtørring, og luftvejene vil derfor være mere sårbar over for irriterende luftforureninger, forklarer Peder Wolkoff.

Den relative luftfugtighed skal op på 40-50 procent

Peder Wolkoffs arbejde viser, at mennesker, der arbejder på kontor med en relativ luftfugtighed på 40-50 procent, generelt oplever, at luften er mindre tør og mere behagelig at arbejde i.

På kontorarbejdspladser, hvor den relative luftfugtighed er under 30 procent, klager medarbejderne klart mere over irritation af slimhinder i øjne, næse og svælg. De er også mere trætte og får oftere hovedpine, og hvis problemet skyldes den manglende fugt i luften, nytter det ikke altid at lufte ud.

- Udluftning er ikke altid hensigtsmæssigt, hvis luftfugtigheden spiller ind. I vintermånederne kan den relative luftfugtighed i kontormiljøer nemt komme under 30 procent, fordi ventilationen erstatter indeluften med tør luft udefra, siger Peder Wolkoff og gør opmærksom på, at en højere luftfugtighed har flere sidegevinster.

Det viser sig nemlig, at en relativ luftfugtighed på 40-50 procent også mindsker risikoen for infektion med influenzavirus og ophvirvling af støvpartikler fra gulvene. Alt i alt er der altså en del at hente både hvad angår trivsel og helbred blandt de ansatte, hvis der kommer mere fokus på luftfugtigheden. Men det er mere undtagelsen end reglen, som billedet ser ud i dag.

Stort set ingen beskæftiger sig med luftfugtighed i dag

Peder Wolkoff er overbevist om, at det ikke kun er medarbejdere i kontormiljøer, som vil få gavn af det, hvis der bliver sat fokus på luftfugtigheden.

- I undervisningsinstitutioner og kontormiljøer er luftfugtigheden generelt lav, og det har en række negative virkninger. En målrettet indsats på det her område kan altså få en stor gavnlig effekt for de berørte personer. Men der er stadigvæk behov for forskning, som kan afklare, hvordan luftfugtigheden influerer på komfort og helbred i indeklimaet, understreger Peder Wolkoff.

Symptomer ved lav luftfugtighed

Typiske symptomer er

  • tørre/kløende øjne
  • træthed
  • hovedpine
  • påvirkning af slimhinder i næse, svælg og hals.

Symptomerne skyldes lav relativ fugtighed i samspil med

  • andre påvirkninger i indeklimaet
  • personlige risikofaktorer
  • fugtigheden i udeluften, især i vinterhalvåret.

Fordele

Med en relativ fugtighed i kontormiljøet på 40-50 procent får medarbejderne

  • forbedret den oplevede luftkvalitet og komfort
  • færre symptomer som fx tørre øjne, hovedpine, træthed og påvirkede slimhinder
  • bedre arbejdsrelateret performance
  • mindre sygefravær, fx mindre risiko for at blive smittet med influenzavirus
  • positiv effekt på stemmen - for nogle.

 

Læs de videnskabelige artikler

Yderligere oplysninger

Dr.med., lic.scient. Peder Wolkoff, NFA