Kan exoskeletter lette fysisk belastende arbejde?
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 07-06-2021
Forskere fra NFA er ved at undersøge, hvordan man bedst anvender exoskeletter som hjælpemiddel til at nedbringe belastningen i lager- og byggebranchen. Det kan potentielt forebygge smerter, sygefravær og forlænge arbejdslivet for medarbejdere med fysisk tunge jobs.
Exoskeletter er en ny teknologi, der potentielt kan bruges som hjælpemiddel af den enkelte medarbejder til at holde kroppen i en bestemt position eller gøre det mindre belastende at udføre den samme bevægelse igen og igen. I et nyt projekt er forskere fra NFA ved at undersøge, hvordan exoskeletter påvirker arbejdet, samt hvilke motiver og barrierer der kan være i forhold til at bruge dem i praksis.
- Hvis exoskeletter kan reducere de fysiske belastninger i arbejdet og implementeres på en god og holdbar måde, har det potentiale til at forebygge smerter og sygefravær og forlænge arbejdslivet for mennesker med fysisk belastende arbejde, siger Mikkel Brandt Petersen, post.doc og projektleder. Omkring halvdelen af alle medarbejdere med tunge jobs inden for eksempelvis lager- og bygningsarbejde må forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen, fordi de ikke fysisk kan holde til arbejdet.
Implementering af exoskeletter på en god måde
Exoskeletter anvendes allerede i dag i industrivirksomheder med ensidigt gentaget arbejde. Men virksomhederne efterspørger mere viden om, hvordan de fungerer, og hvordan man kan implementere dem på en god måde.
Tidligere studier har primært fokuseret på at måle belastningen i et laboratorie, og de har ikke haft fokus på den kompleksitet, der er ude på arbejdspladserne.
- I dette studie fokuserer vi derfor også på at undersøge, hvilken betydning organisatoriske forhold, struktur og arbejdspladskultur har i forhold til en succesfuld implementering og effekt af teknologiske hjælpemidler, fortæller forsker Mikkel Brandt Petersen.
Forskerne måler derfor både fysiske belastninger med og uden exoskeletter i forskellige arbejdssituationer og interviewer ledere og medarbejdere om deres oplevelse af at bruge dem i praksis.
- Det er ikke nok at stille et nyt hjælpemiddel eller en ny teknologi til rådighed, det skal også give mening for medarbejderne at anvende, ellers risikerer man, at hjælpemidlerne bare kommer til stå og samle støv i et hjørne, siger videnskabelig assistent, Sandra Schade Jacobsen.
Projektet, der foregår i tæt samarbejde med brancherne, skal munde i konkret viden, der kan skabe bedre forudsætninger for god implementering af exoskeletter i lager- og byggebranchen. I projektet deltager både forskere, der har fokus på fysisk arbejdsbelastning og smerter i muskler og led samt arbejdsulykker og sikkerhedskultur.
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.