Spring over hovedmenu

Plejehjemsansatte er bekymrede over smitte med multiresistente bakterier

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 16-04-2021

Næsten halvdelen af de ansatte i en undersøgelse på fem københavnske plejehjem var bekymrede over, om de bragte MRSA-smitte videre til andre. Der er behov for bedre oplysning om den multiresistente bakterie, og hvordan smitten kan forebygges, siger forskere fra NFA.

MRSA er en ’multiresistent’ stafylokokbakterie, dvs. at den ikke kan behandles med de antibiotika, man sædvanligvis bruger til stafylokokinfektioner. Derfor kan det være et problem, hvis man smittes, eller hvis man bringer smitten videre til andre.

Tidligere blev MRSA især fundet hos patienter, der var indlagt på hospitalet, men i dag finder man også MRSA-bakterien uden for sygehusene, som fx i plejeboliger. Ansatte i hjemmeplejen, der arbejder tæt på borgerne, kan dermed være i risiko for smitte, eller de kan selv være bærere af bakterien og derved smitte andre.

En ny undersøgelse fra NFA viser, at ansatte kan blive udsat for MRSA-bakterien både via overflader, gennem støv og via luften. En stor andel af de ansatte mangler viden om MRSA, og hvordan man minimerer smitterisikoen, og flere er bekymrede over at bringe smitten videre til andre beboere eller familiemedlemmer. Relevante værnemidler som handsker og overtrækskitler var let tilgængelige, mens en mindre andel af de ansatte i undersøgelsen manglede adgang til mundbind og visir.

- Undersøgelsen er lavet før corona kom til Danmark, så det er interessant om nogle af disse punkter ville se anderledes ud i dag, hvor der har været så stor fokus på mikrobiologisk smitte og infektionshygiejne og adgang til beskyttelsesudstyr, siger forsker Pil Uthaug Rasmussen, der har stået i spidsen for en videnskabelig artikel, som er lavet i samarbejde med MRSA VidenCenter.

Smitte vandrede ikke fra rum til rum

For at undersøge risikoen for smitte undersøgte forskerne fem plejehjem i Region Hovedstaden, hvor man vidste, der var beboere med MRSA. Der blev taget podninger på de ansatte, indsamlet prøver fra overflader og fra luften, og de ansatte fik tilsendt et spørgeskema om MRSA og infektionshygiejne. Bakterien blev fundet i den smittede beboers rum i to af de fem undersøgte plejehjem, men blev ikke fundet i fællesarealerne.

- Undersøgelsen fortæller os, at smitterisikoen er der, men at bakterien sjældent spredes fra rum til rum. Risikoen for smitte er dog noget, der bekymrer de ansatte meget, og derfor vil det være en god ide med bedre oplysning og samtidig at holde et kontinuerligt fokus på infektionshygiejniske retningslinjer, siger forsker Pil Uthaug Rasmussen.

Forebyggelsesprincipperne i forhold til MRSA er i store træk de samme som i forhold til coronavirus, rengøring, håndvask og frisk luft.

Gode råd om at forebygge MRSA-smitte

  • Vask hænder med sæbe, og brug evt. håndsprit efterfølgende. MRSA smitter primært via hænderne – så god håndhygiejne er vigtig.
  • Gør rent på alle kontaktflader, fx lyskontakter, fjernbetjening, sengegærder. Vask også sengetøjet.
  • Luft ud. MRSA-bakterier er hårdføre og kan overleve i flere måneder i støv fra huden, som kan findes i luften og lægge sig på overflader.

Hvad er MRSA?

MRSA står for methicillin-resistent Staphylococcus aureus

MRSA er resistente over for mange af de almindelige antibiotika til at behandle stafylokokinfektioner

MRSA kan give alvorlige infektioner hos svækkede personer som ældre eller syge, og behandling kan være vanskeligere og mere langtrukken

Læs den videnskabelige artikel

Yderligere oplysninger