3,8 mio. til forskning i forebyggelse af i skimmelsvamp på museer
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 26-10-2022
Et nyt forskningsprojekt ledet af NFA skal undersøge, hvordan man kan forebygge skimmelsvamp på museer.
Det er ikke kun mennesker, der besøger landets museer. Også de såkaldte xerophile svampe, som er en særlig gruppe af skimmelsvampe, trives på museerne. De kan fx leve de steder, hvor man opbevarer udstillingsgenstande på museer.
Og de uønskede museumsgæster kan sandsynligvis have konsekvenser for de medarbejdere, der beskæftiger sig med museumsgenstandene.
Derfor har NFA sammen med Det Kongelige Akademi – Institut for Konservering, Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet fået 3,8 millioner kroner til forskning i forebyggelsestiltag mod svampene.
- Xerophile svampe er en gruppe svampe, som er meget standhaftige. De kan vokse i et langt mere tørt klima end de fleste andre svampe og er faktisk ikke mulige at finde med de normale metoder, man bruger til at finde svampe, siger Anne Madsen, der er seniorforsker ved NFA og leder af projektet.
Skader både kulturarv og helbred
Svampene er i tidligere studier fundet i eks. kyser, skrin, tavler og keramik på forskellige museer i Danmark.
Et tidligere studie fra Polen viser, at der kan være sundhedsfare ved museumsarbejde. Blandt andet ses der en forhøjet risiko for symptomer som høfeber, øjenbetændelse, hudgener, åndenød og kronisk hoste blandt konservatorer og andre ansatte på museer.
Derudover kan skader på genstande forhindre bevarelsen af kulturarven, da samlingerne nedbrydes af svampene. Faktisk beskrives netop xerophile svampe, som er en del af slægten Aspergillus, som en decideret trussel for kulturarvsbevaring.
Om projektet
Projektet løber fra 2023 til 2025 og er et samarbejde mellem Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Det Kongelige Akademi – Institut for Konservering, Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet.
Dataindsamlingen skal finde sted på seks forskellige museer i Danmark.
Projektet er finansieret af Augustinusfonden i forbindelse med uddeling af i alt 30. mio. kr. til forskning i kulturarv. Læs mere om bevillingen