Spring over hovedmenu
Forebyggelsenstrappen

Det kan være svært at indføre effektive arbejdsmiljøtiltag

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 01-07-2022

Arbejdsmiljøprofessionelle kan have udfordringer med at implementere de mest effektive tiltag. Det viser ny NFA-forskning. Forebyggelsestrappen kan være med til at skabe mere refleksion i processen.

Ny NFA-forskning peger på, at arbejdsmiljøprofessionelle har store udfordringer med at få de mest effektive tiltag gennemført på arbejdspladserne.

- Vi kan på nu værende tidspunkt ikke sige, om det er mange eller få tiltag, de mest succesfulde arbejdsmiljøprofessionelle får implementeret. Det skyldes, at vi ikke har noget at sammenligne med, da studiet er det første af sin slags. Men det er meget tydeligt, at de tiltag, der rent faktisk implementeres, som oftest er af begrænset effektivitet, siger Jeppe Ajslev, seniorforsker på NFA.

I projektet har forskere fulgt 12 succesfulde arbejdsmiljøkoordinatorer i byggebranchen gennem 107 dage og set, hvilke tiltag de implementerer.

Kun en meget lille del af de tiltag, der bliver implementeret, er i den mest effektive kategori, mens langt størstedelen af tiltagene er de mindre effektive såkaldte organisatoriske tiltag.

- Det skyldes blandt andet, at de arbejdsmiljøprofessionelle ofte skal bruge meget energi på at skabe respekt omkring vigtigheden af arbejdsmiljøarbejdet og på at bygge alliancer og relationer op i deres organisationer, for at de kan gennemføre tiltagene. Det er også en stor udfordring, at arbejdsmiljøprofessionelle i mange tilfælde skal agere kritiker og sætte spørgsmålstegn ved de planer eller handlinger, som kolleger og ledere i produktionen er i gang med. Vi kan se, at det gør det til en meget svær kunst at agere som arbejdsmiljøprofessionel, siger Jeppe Ajslev.

- ’Forebyggelsestrappen’ kan være med til at skabe refleksion og tydeliggøre, hvilket niveau i forebyggelseshierarkiet man arbejder på og skabe en stærkere sammenhæng mellem tiltag og effekt, siger Jeppe Ajslev.

- Hvis man undersøger, prioriterer og styrker de arbejdsmiljøprofessionelles kompetencer, praksisser og muligheder for at implementere effektive tiltag, vil man styrke forudsætningerne for at omsætte den omfattende arbejdsmiljøviden til virkninger i praksis, siger Jeppe Ajslev.

Læs den videnskabelige artikel

Jeppe Z. N. Ajslev, Jeppe L. Møller, Malene F. Andersen, Payam Pirzadeh and Helen Lingard: Int. J. Environ. Res. Public Health 2022, 19(5), 2731

Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Yderligere oplysninger

Et værktøj til refleksion

En måde at synliggøre effekten af arbejdsmiljøarbejdet på er at tage udgangspunkt i ’Forebyggelsestrappen’.

Modellen bygger på de generelle principper for forebyggelse i arbejdsmiljøindsatsen med de mest effektive tiltag øverst i hierarkiet og de mindst effektive nederst.

Download forebyggelsestrappen

Læs også