Spring over hovedmenu
Sygeplejerske på nattearbejde

Ansatte melder sig oftere syge efter en nattevagt

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 01-03-2023

Ny forskning på baggrund af data fra medarbejdere i de danske regioner viser, at medarbejdere har højere risiko for at melde sig syge efter en nattevagt end efter en dagvagt.

Det har længe været kendt, at natarbejde kan have helbredsmæssige konsekvenser.

Forskning fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser nu, at der også er en sammenhæng mellem det at have natte- og aftenvagter og umiddelbart efterfølgende at melde sig syg.

Analyserne er lavet på 44.767 hospitalsansatte fra alle fem danske regioner.

- Natarbejde påvirker bl.a. kroppens naturlige døgnrytmer og søvnen negativt og hænger sammen med øget risiko for ulykker, visse kræftformer og abort, siger Ann Dyreborg Larsen, der er seniorforsker på NFA.

- De biologiske mekanismer fx at være vågen om natten og udsat for lys og de følgende døgnrytmeforstyrrelser, den manglende restitution og træthed, formodes at være de stærkeste forklaringsparametre i forhold til sammenhængen mellem natarbejde og risiko for sygefravær, siger Ann Dyreborg Larsen.

Stærk metodisk fremgang

Noget af det særlige ved dette studie er metoden. Forskerne har sammenlignet den samme persons risiko for at melde sig syg efter henholdsvis en nattevagt og en dagvagt i det såkaldte case-crossover design.

- Studiets design styrker resultaterne, fordi vi undgår at resultaterne skyldes forskelle i fx jobprofiler, organisatoriske forhold, individuelle forhold mv., fordi vi sammenligner den samme person med sig selv, siger seniorforsker Ann Dyreborg Larsen.

Forskerne har desuden testet en række forskellige metodiske tilgange blandt andet antallet af dage efter nattevagten for at sikre, at resultaterne er robuste. Man skal dog være opmærksom på, at det faktiske antal sygemeldinger også afhænger af, hvor mange dagvagter og nattevagter, man har.

Forskningen suppleres af tidligere forskning, der viser, at natarbejde hænger sammen med øget risiko for langtidssygefravær.

Resultater fra undersøgelsen viser:

  • At risikoen for at melde sig syg er 1,22 gange højere efter en nattevagt end efter en dagvagt for den samme person At risikoen for at melde sig syg efter 3. nattevagt i træk sammenlignet med første nattevagt er 1,44 gange højere for den samme person.
  • Med i undersøgelsen er al slags sundhedsfagligt personale, som har nattevagter fra de fem regioner. Det vil sige både sygeplejesker, sosu’er, jordemødre, læger, portører og rengøringspersonale.

Om undersøgelsen

Studiet er baseret på Dansk Arbejdstidsdatabase (DAD), der indeholder informationer om komme- og gåtider, samt sygefravær for alle regionsansatte siden 2007. Derfor har det været muligt at undersøge, om risikoen for at melde sig syg er højere eller lavere efter en natte- eller aftenvagt, sammenlignet med dagvagter for den samme person.

Studiet er baseret på 44.767 personer, som alle havde sygefravær i 2019 og som forinden sygefraværet havde hhv. en natte- eller aftenvagt, samt var i arbejdet i op til 56 dage inden sygefraværsmeldingen.

Læs den videnskabelige artikel

Night and evening shifts and risk of calling in sick within the next two days - a case-crossover study design based on day-to-day payroll data - PubMed (nih.gov)

Yderligere information