Spring over hovedmenu

Vi afliver en myte: Den korrekte siddestilling ved skrivebordet

Armene vinkelret liggende på bordet. Blikket i behørig afstand fra skærmen. Begge ben solidt plantet i gulvet og en rank ryg. Hvis du arbejder på kontor, har du nok hørt den remse før.

Men der findes ikke en stilling, der er korrekt for alle mennesker, som arbejder foran en skærm. Det forklarer forskningschef på NFA Andreas Holtermann. I stedet skal man fokusere på at skabe gode betingelser til at kunne sidde eller stå på en måde, der føles godt.

- Din krop vil automatisk signalere, hvis du sidder i en dårlig position. I stedet for at tale om den korrekte stilling og kropsholdning, så bør vi fokusere på at skabe et miljø, som giver gode forudsætninger for, at man kan arbejde på den måde, der føles godt for kroppen.

Ifølge Andreas Holtermann nytter det ikke at fortælle folk, hvordan de skal sidde. Efter nogle få timer er det alligevel glemt. Og så sætter de sig igen, som de plejer:

- Vores krop har et fantastisk sensorisk system. Det giver os hele tiden besked om, hvad der er bedst for os ud fra vores forskellige forudsætninger og opgaver. Derfor skal vi kunne tilrettelægge vores arbejdsmiljø og arbejdsopgaver, så vi har mulighed for at lytte og agere på kroppens signaler.

Det handler derfor om at skabe et arbejdsmiljø og opgaver der giver kroppen mulighed for både at arbejde afslappet, skifte og variere stilling, samt at bevæge og aktivere musklerne.

Læs guiden fra Branchefællesskaberne for Arbejdsmiljø for flere gode råd til at indrette kontor og variere dine arbejdsstillinger.

TRE GODE RÅD TIL ET GODT FYSISK MILJØ VED SKÆRMARBEJDE

Arbejdspladsen bør give mulighed for, at medarbejderne kan:

  • arbejde helt afslappet
  • skifte og variere stilling
  • bevæge og aktivere kroppen.

Yderligere oplysninger