1001 blodprøver danner fundamentet for fremtidens forskning i natarbejde
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 17-04-2024
Forskningsprojektet '1001 nat' har nået sit mål og indsamlet prøver fra over 1001 kvinder ansat i regionerne. Forskerne forventer at kunne bidrage til at mindske risici bl.a. ved natarbejde.
1001 stik i armen. 1001 målinger af højde og vægt. 1001 udfyldte spørgeskemaer.
Det har været et travlt år for NFA's forskergruppe bag projektet '1001 nat', der har været rundt i hele Danmark for at lave undersøgelser blandt ansatte i regionerne.
I marts nåede gruppen sit mål om at indsamle data fra 1001 deltagere. Det lykkedes takket være stor velvillighed og interesse fra regionernes og ikke mindst medarbejdernes side.
Data fra projektet skal bruges til at undersøge, hvordan forskellige aspekter ved arbejdstider generelt og natarbejde i særdeleshed kan påvirke medarbejderes helbred. Dermed kan projektet bidrage til viden om, hvordan man bedst tilrettelægger arbejdstiden for at minimere eventuelle helbredsmæssige risici.
- Vi satte et ambitiøst mål om at nå 1001 deltagere. Og vi er så stolte over, at det lykkedes! Det har været et kæmpestort stykke arbejde, hvor vi har brugt rigtig mange timer på transport, på at rekruttere deltagere og lave målinger. Nu kan vi begynde at høste frugterne og analysere den store mængde data, som vi har samlet ind, siger seniorforsker Kirsten Nabe-Nielsen, der leder projektet i samarbejde med professor Anne Helene Garde.
- Vi vil gerne sige 1001 tak til alle de deltagere og andre i regionerne, der har brugt deres tid på projektet. Det har været fantastisk at møde så stor opbakning, og det viser noget om vigtigheden af forskningsprojektet, siger Kirsten Nabe-Nielsen, der sammen med de andre projektmedarbejdere har været afsted på dataindsamling.
Fundament for fremtidens forskning
Tidligere forskning har vist, at nattevagter og skiftearbejde kan give akutte gener som dårlig søvn, nedsat kognitiv funktion og mave- eller tarmgener. Samtidig er der øget risiko for mere langsigtede konsekvenser for helbredet som hjertekarsygdom, kræft og type 2-diabetes.
- '1001 nat'-projektet kommer til danne grundlag for meget kommende forskning i konsekvenserne af nattevagter og skiftearbejde, fortæller Anne Helene Garde.
Kontakt
Sådan gjorde forskerne
Forskergruppen har rejst rundt i landet for at samle data ind siden september 2022. De har besøgt 26 sygehuse og hospitaler – og indsamlet data fra i alt 1.076 kvinder ansat i regionerne. Desuden havde NFA ”åbent hus” henover sommer, efterår og vinter 2023, hvor interesserede også kunne komme forbi og deltage i undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen fik deltagerne taget en blodprøve og målt deres højde, vægt, hofte-taljemål og blodtryk. De blev desuden bedt om at udfylde et baggrundsspørgeskema.
I de efterfølgende 14 dage bar deltagerne en søvnmåler og udfyldte en søvndag-bog. Derudover bar de udvalgte målere, som fx kunne registrerede fysisk aktivitet, hudtemperatur, lys og glukose. En mindre gruppe blev også bedt om at indsamle spytprøver, som skal bruges til at undersøge, hvordan forskellige hormoner reagerer på natarbejde.
Se på kortet, hvor forskergruppen har indsamlet data til '1001 nat'-projektet.