Anne Mette Madsen har 25-års jubilæum på NFA: Den grønne omstilling har givet ny grobund for forskning
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 21-05-2024
I år er det 25 år siden, at seniorforsker i mikrobiologi Anne Mette Madsen mødte ind til sin første arbejdsdag på NFA. Og der er sket meget på 25 år – særligt i takt med et øget fokus på klimaet og den grønne omstilling.
Anne Mette Madsen har altid haft en interesse for dét, der gror. Interessen for planter spirrede fra barnsben på forældrenes gartneri i Vendsyssel, og som voksen har det udviklet sig til forskning i levende organismer, som ikke kan ses med det blotte øje – nemlig bakterier og svampe.
- Som barn syntes jeg, at det var sjovt at lave eksperimenter med planter og se, hvordan de voksede, når man behandlede dem på forskellige måder, siger Anne Mette Madsen.
Siden er det blevet til en lang række forskningsprojekter og mere end 120 videnskabelige artikler om bl.a. støv, skimmelsvamp og bakterier, som medarbejdere møder i deres arbejde i forskellige brancher som landbrug, gartnerier og ældrepleje. Alt sammen viden, der gør os klogere på, hvordan man undgår, at medarbejdere blive syge af at gå på arbejde.
Fra grønne fingre til grøn omstilling
I løbet af årene er det et forskningsfelt, som har udviklet sig sammen med samfundet. Derfor har Anne Mette Madsens forskning i dag fokus på at undersøge arbejdsmiljøer, som bliver påvirket af den grønne omstilling som fx affaldsbranchen.
- Det er spændende at være en del af, fordi der er opstået en række nye problemstillinger. Den grønne omstilling medfører fx, at vores skrald tømmes sjældnere. Når affaldet ligger længere tid i vores containere, kan det give grobund for flere mikroorganismer, som medarbejdere skal undgå at indånde, siger Anne Mette Madsen.
Samtidig er der i dag udviklet langt bedre redskaber til forskningen end tidligere. Engang var det meget sværere at vide, hvilke mikroorganismer mennesker var udsatte for, fortæller seniorforskeren:
- Vi kan bedre i dag måle medarbejdernes udsættelse for både svampe og bakterier, da vi har udviklet bedre udstyr, som passer til forskellige typer af arbejde. Udstyret kan fx ligge i en rygsæk til medarbejdere, som bevæger sig rundt i løbet af dagen, eller det kan hænge i et bælte, hvis man har mere stillesiddende arbejde. Men mest af alt, har vi fået meget bedre metoder i laboratoriet til at måle medarbejdernes eksponering.
Når Anne Mette Madsen ikke er på NFA, er det grønne barndomshjem i Vendsyssel skiftet ud med Vallensbæk. Det betyder dog langt fra, at interessen for liv og organismer kun dyrkes i arbejdstiden. I sin have har seniorforskeren nemlig et drivhus, hvor hun blandt andet dyrker tomater og vindruer.
Læs mere om Anne Mettes forskning her