Ekspertpaneler: NFA’s forskning får topkarakter
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 16-12-2024
To internationale ekspertpaneler har evalueret NFA’s videnskabelige kvalitet og samfundsmæssige aftryk. Konklusionen er, at NFA leverer forskning af høj kvalitet og arbejder målrettet med, at forskningen bliver brugt og skaber værdi på arbejdspladserne.
På Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) kan medarbejderne give hinanden et ekstra skulderklap, når de går på juleferie.
NFA kan nemlig fortsat kalde sig en forskningsinstitution, der leverer forskning af høj kvalitet.
Det er den overordnede konklusion fra det evalueringspanel, der har evalueret NFA’s videnskabelige kvalitet. NFA er i løbet af 2024 blevet evalueret for sin videnskabelige kvalitet og sit samfundsmæssige aftryk.
I evalueringsrapporten om NFA’s videnskabelige kvalitet fremhæver det videnskabelige evalueringspanel blandt andet, at
- NFA bidrager med innovativ forskning af høj kvalitet.
- NFA bidrager med relevant viden om et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
- NFA’s forskning ofte citeres – sammenlignet med forskningsinstitutioner fra fem andre lande.
- NFA’s forskere er engagerede i en bred vifte af danske og internationale videnskabelige netværk.
- NFA spiller en vigtig rolle i at uddanne fremtidige forskere inden for arbejdsmiljø og sundhed gennem vejledning af ph.d.- og specialestuderende.
Et andet evalueringspanel har evalueret NFA’s samfundsmæssige aftryk og fremhæver blandt andet, at
- NFA leverer relevant forskning målrettet det danske arbejdsmarked og har fokus på løsninger.
- NFA har fokus på at sikre et godt samarbejde med relevante myndigheder og samarbejdspartnere.
- NFA har fokus på at skræddersy budskaber målrettet forskellige målgrupper via sociale medier, webinarer og faktaark med mere.
Direktør er stolt af resultaterne
De to evalueringspaneler består af i alt ni uafhængige forskere, der er eksperter i blandt andet forskningsevaluering, arbejdsmiljø og sundhed. I evalueringen er panelerne kommet med en række anbefalinger til, hvordan NFA de kommende år kan styrke den høje forskningskvalitet og skabe endnu større samfundsmæssigt aftryk.
- Vi er stolte af, at ekspertpanelerne giver vores forskning topkarakter og samtidig anerkender vores indsats med at få forskningen i brug ude på arbejdspladserne. Det er takket være alle vores dygtige og dedikerede medarbejdere, siger direktør på NFA Steffen Bohni og fortsætter:
- Vi glæder os til at arbejde videre med panelets anbefalinger de næste år og skabe endnu mere innovativ forskning, der kan bidrage til at gøre det sundere og mere sikkert at gå på arbejde.
I 2025 skal NFA arbejde videre med anbefalingerne fra evalueringspanelerne og samtidig implementere en ny strategi for 2025-2028, som anbefalingerne er indarbejdet i.
Om evalueringerne
- NFA er en sektorforskningsinstitution, hvis forsknings- og formidlingsopgaver skal evalueres af uafhængige evalueringspaneler.
- Cirka hvert fjerde år evalueres NFA’s videnskabelige kvalitet og samfundsmæssige aftryk.
- De nyeste evalueringer omfatter perioden 2020-2023 og indeholder en vurdering af NFA’s præstationer samt en række anbefalinger og forbedringsforslag.