Konference i arbejdsmiljøøkonomi: Hvor meget vil medarbejdere gå ned i løn for at undgå seksuel chikane?
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 09-07-2024
Danske og udenlandske eksperter mødtes i midten af juni i København for at dele den nyeste forskning inden for arbejdsmiljøøkonomi.
Hvordan får man medarbejdere til at blive i virksomheden ved at skabe et arbejdsmiljø med færre unødige regler og tjeklister? Og hvor meget er medarbejdere villige til at gå ned i løn for at undgå mistrivsel og seksuel chikane?
Komplekse problemstillinger blev drøftet, da nogle af de mest prominente forskere fra Danmark og udlandet var samlet i København til arbejdsmiljøøkonomi-konference. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) stod bag konferencen sammen med Københavns Universitet og Center for Economic and Policy Research (CEPR). Målet var at udveksle viden om at skabe indsatser, der gavner både arbejdsmiljøet og arbejdspladsernes bundlinje.
- Arbejdsmiljøøkonomi skal hjælpe os med at se, hvordan der mest effektivt kan sættes ind for at forbedre arbejdsmiljøindsatsen ude på arbejdspladserne, siger Joachim Lynggaard Boll, forsknings- og analysechef for NFA’s arbejdsmiljøøkonomi-afdeling.
NFA’s forskere i arbejdsmiljøøkonomi har blandt andet undersøgt, om det i kroner og øre kan betale sig at investere i at forbedre det ergonomiske arbejdsmiljø i vuggestuer ved at gøre børnene mere selvhjulpne.
”Afgørende forskning”
Blandt deltagerne på årets konference var Daniela Scur, assistant professor på Cornell University i USA. Hun har forsket i, hvordan løngennemsigtighed på arbejdspladserne påvirker medarbejdernes trivsel. Det viser, at ledelsen har et markant ansvar i at skabe et arbejdsmiljø med trivsel.
- Organisatoriske praksisser har stor betydning for medarbejdernes trivsel. Meget af dit liv er afhængigt af, at du kan lide dit arbejde, og hvor glad du er på arbejdet. At forstå praksisserne, og hvad ledelsen på arbejdspladsen kan gøre for at forbedre den tid, folk er på arbejde. Det er afgørende, siger Daniela Scur.
En anden deltager var Clémentine Van Effenterre, assistant professor fra University of Toronto. Hun fremlagde forskning om, hvordan konflikter på arbejdspladsen hænger sammen med medarbejdernes ønsker til deres løn.
- Vi har undersøgt, hvordan medarbejdere ser på et arbejdsmiljø uden fjendtlighed, som for eksempel dækker over seksuel chikane, risiko for fysiske eller psykiske overgreb, mangel på indflydelse eller professionel udvikling. Det viser sig, at medarbejderne er villige til at gå 15 til 36 procent ned i løn for at få et arbejdsmiljø uden den slags fjendtlighed, siger Clémentine Van Effenterre.
Fakta
- Arbejdsmiljøøkonomi blev oprettet som selvstændigt forskningsområde på NFA i 2022.
- Forskning i arbejdsmiljøøkonomi fokuserer både på konkret økonomisk evaluering og vurdering af bredere konsekvenser for samfundet og virksomhederne ved forhold i arbejdsmiljøet.
- Målet er at udvikle økonomiske metoder og regneprincipper og gennemføre økonomiske evalueringer, som kan bidrage til at integrere økonomiske metoder og viden om økonomiske konsekvenser i arbejdsmiljøforskningen og arbejdsmiljøpolitikken.
- Derudover har NFA en vigtig opgave med at bidrage til den internationale forskning gennem udviklingen af metoder til at vurdere økonomiske aspekter relateret til arbejdsmiljøet.