Kvinder med karrierer i kemi: Mød tre kvindelige forskere fra NFA

Hvem er ph.d.-studerende og forsker Merve Polat?

Jeg har altid interesseret mig for alt det, som umiddelbart kan være svært at forstå. Jeg har fx undret mig over, hvorfor luftbårne partikler er dårlige for vores helbred, hvordan de dannes, og hvordan de spreder sig i luften. Derfor har jeg også en baggrund i fysisk kemi. Sidenhen har jeg specialiseret mig i atmosfærekemi, dvs. al den kemi, der er i luften, som vi indånder.

Min ph.d. handler om de partikler og dampe, som udledes og dannes, når vi lægger asfalt, og som medarbejderne derfor indånder. Samtidig undersøger jeg også det såkaldte ”grønne asfalt”, som potentielt både kan være bedre for medarbejdernes helbred og miljøet.

Hvordan har du oplevet at være kvinde i forskningsverdenen?

Jeg har til tider været i tvivl, om jeg hører til i forskerverdenen. Jeg tror, det kan hænge sammen med, at der er så få kvinder i toppen af forskerverdenen. For eksempel da jeg startede på kemi på Københavns Universitet var der ikke særlig mange kvindelige professorer, men det er så småt ved at ændre sig. Der er flere og flere kvinder, som bliver repræsenteret – også i de ledende stillinger. Det gør, at man tør at drømme og kan se sig selv i samme stillinger.

Hvad er du mest stolt af at have opnået i din karriere indtil nu?

Jeg er stolt over, at jeg vandt en pris for det bedste bachelorprojekt på min årgang. Jeg undersøgte en mekanisme, der nedbryder metan hurtigere, end den normalt bliver nedbrudt i atmosfæren. Metan er en drivhusgas, der er med til opvarme kloden. Vi vil gerne nedbryde metan hurtigere, især ved metan-hot-spots som for eksempel kostalde. Jeg videreudviklede på en teknologi, som udnytter, at klorradikaler kan benyttes til at oxidere metan hurtigere. Det betyder, at vi potentielt kan fjerne metan i luften.

Hvad er dine faglige mål i karrieren?

Jeg vil blive ved med at uddanne mig, blive klogere og se, hvor det tager mig hen. Jeg vil blive ved med at forske i de ting, der undrer mig, så jeg kan være innovativ og finde på nye løsninger. Derfor er det også et privilegie at være forsker, og det er det job, jeg elsker.

Hvem er dit største forbillede?

Jeg ser op til mange forskere og spejler mig i dem. Jeg synes, at Kirsten Ørnsbjerg Jensen fra Kemisk Institut på Københavns Universitet er virkelig dygtig. Hun er en ung forsker, og hun er utrolig inspirerende. Jeg synes også professor Merete Bilde på Aarhus Universitet er virkelig sej. Hun bidrager fx til forståelsen af, hvordan aerosoler bidrager til skydannelse og deres effekt på klimaet.

Hvem er seniorforskeren Marie Frederiksen?

Jeg forsker i, hvordan vi udsættes for kemi i vores hverdag både i vores hjem og på arbejdspladsen. Jeg har fulgt den samme type kemikalier hele mit forskerliv. Fællesnævneren for al min tid i forskningen er, hvordan svært-nedbrydelige stoffer ophobes i kroppen. Jeg startede med at studere bl.a. fisk, sæler og isbjørne fra Arktis, hvor jeg kiggede på, hvordan skadelige stoffer bevæger sig gennem fødekæden. I dag kigger jeg på det samme i arbejdsmiljøet. Her undersøger jeg, hvordan skadelig kemi ophobes i kroppen, og hvordan det kommer derind i første omgang.

Hvordan har du oplevet at være kvinde i forskningsverdenen?

Jeg har aldrig set det som en udfordring, men tiderne har også ændret sig. Forleden faldt jeg over et gammelt fotografi fra en videnskabelig styregruppe fra et projekt tidligt i min karriere, hvor det slog mig, at der kun var midaldrende, hvide mænd i jakkesæt. Jeg tror, at kvinder fra ældre generationer har haft en noget anden oplevelse i forskningsmiljøet. De har måtte kæmpe mere for deres plads, men jeg er aldrig selv stødt på barrierer.

Hvad er du mest stolt af at have opnået i din karriere indtil nu?

Jeg er stolt af at kunne bidrage med viden, som har betydet, at man bevæger sig væk fra at lovgive ud fra enkeltstoffer til oftere at gøre det gruppeniveau fx i EU. Det betyder med andre ord, at vi bliver beskyttet bedre, og færre forhåbentlig bliver syge af at gå på arbejde. På den måde kan jeg bidrage til, at flere arbejdspladser og politikere får øget fokus på kemisk eksponering.

Hvad er dine faglige mål i karrieren?

Vi skal blive ved med at holde fokus på kemi og udbrede vores viden. Det allerfedeste er, når vores viden bliver brugt. Jeg har været med til udbrede brugen af silikonearmbånd i forskning - nogen kender dem måske som Armstrong-armbånd – man kan bruge dem til at screene bredt for medarbejderes udsættelse for farlige stoffer i arbejdsmiljøet. Dem håber jeg, vi kan bruge endnu mere.

Hvem er dit største forbillede?

Marie Curie er et stort forbillede for mig. Marie Curie opdagede flere vigtige grundstoffer, hun beskrev radioaktivitet, og hun var bare sindssygt sej. Hun er den eneste, der både har en nobelpris i fysisk og kemi, og hendes historie er ret fascinerende. Hun måtte ikke læse på universitet i Polen, fordi hun var kvinde. I stedet gik hun lov til at studere på universitetet i Sorbonne, hvor hun også senere blev den første kvindelige underviser og professor.

Hvem er forskeren Maria Helena Guerra Andersen?

Jeg undersøger, hvordan det kan påvirke medarbejderes helbred at være udsat for fx partikler eller skadelig kemi i deres arbejdsmiljø. Jeg undersøger fx brandfolks helbred, efter de har været udsat for fx røg og sod i forbindelse med brandslukning, eller togførere, der eksponeres for dieselpartikler. Jeg synes, det er meget inspirerende at se, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres på baggrund af vores forskning, og det motiverer mig hver dag.

Hvordan har du oplevet at være kvinde i forskningsverdenen?

Jeg har aldrig følt, at jeg blev behandlet anerledes, fordi jeg er kvinde. Slet ikke i min karriere i Danmark. Selvfølgelig kan barsel være en udfordring, fordi det kræver en ny balance mellem karriere og familieliv. På NFA er flertallet af de ansatte på det kemiske område kvinder, og det gør muligvis, at vi ikke oplever de samme ting, som kvinder i andre dele af forskningsverdenen. Vi er måske beskyttet af et skjold, så vi ikke har de samme udfordringer og barrierer, som andre kvinder i forskningen.

Hvad er du mest stolt af at have opnået i din karriere indtil nu?

Jeg er stolt af at have været en del af WHO’s IARC arbejdsgruppe (International Agency for Research on Cancer). Her evaluerede vi bl.a., om det øger brandfolks risiko for kræft at være udsat for fx sod, røg og andre kemikalier i deres arbejde. Oplevelsen tvang mig til at træde ud af min komfortzone, og den gav mig mulighed for at samarbejde med førende forskere fra hele verden. Da jeg vendte tilbage til NFA, fortsatte jeg med at undersøge, hvordan forskellige procedurer kan reducere skadelige eksponeringer i brandfolk arbejdsmiljøet - og herigennem give dem et bedre arbejdsmiljø og helbred. Det føltes meget meningsfuldt.

Hvad er dine faglige mål i karrieren?

Jeg har ikke fastlagt et decideret karrieremål, men jeg omfavner de muligheder, jeg får. Jeg vil gerne fortsætte med at forske. Jeg er især interesseret i at afdække potentielle problemer, spørgsmål og udfordringer fra det virkelige liv, så vi hele tiden kan blive bedre til at omsætte forskning til praksis, der gør en forskel på arbejdspladserne.

Hvem er dit største forbillede?

Jeg tror, at jeg samler rollemodeller omkring mig som ”a box of chocolate”. Jeg får energi af at arbejde med de mennesker, der omgiver mig på NFA, men jeg bliver også hele tiden inspireret af venner og familie. Det handler om alt fra deres viden, evne til at vise empati til selvsikkerhed og modstandsdygtighed, og det motiverer mig til at blive bedre hver dag.