Nyt studie: Sådan kan arbejdspladsen bedst bidrage til sundhedsfremme
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 18-06-2024
NFA har samlet viden fra 145 internationale forskningsartikler om, hvordan arbejdspladsen bedst kan bidrage til sundhedsfremme.
Dit helbred følger med, når du er på arbejde. Derfor er arbejdspladsen et sted, hvor der er store fordele ved tænke i sundhed ved for eksempel at sikre sund mad i kantinen og hjælp til rygestop.
Professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Lars L. Andersen har systematisk gennemgået 145 internationale forskningsartikler, der ser på, hvordan arbejdspladsen bedst kan bidrage til sundere medarbejdere.
Lars L. Andersen har fundet frem til fem hovedanbefalinger, der fremhæves på tværs af den omfattende forskning. Det omfatter blandt andet tjek af sundhed, trivslen på arbejdspladsen, vaccinationstilbud og muligheden for at få pulsen op i løbet af arbejdsdagen.
- Hvis vi skal lykkes med at fremme sundheden på danske arbejdspladser handler det både om de omgivelser, vi arbejder i, forholdene for den enkelte medarbejder og leder, og hvordan HR eller topledelsen går til opgaven. Og ikke mindst de større rammer, hvor samfundet og det politiske niveau spiller en rolle. Her er der fem konkrete punkter, hvor arbejdspladserne kan sætte ind, siger Lars L. Andersen.
De fem anbefalinger:
Fysisk aktivitet og småøvelser sammen med kollegerne
Regelmæssig fysisk aktivitet på arbejdspladsen kan forbedre både fysisk og mental sundhed. Småøvelser i løbet af dagen og fælles træningssessioner kan styrke både sundhed og sammenholdet på arbejdspladsen.
Sundhedstjek
Regelmæssige sundhedstjek bør ikke kun fokusere på den enkelte medarbejders helbred, men også på arbejdspladsens sundhed for bedre at kunne målrette sundhedsfremmende indsatser. Dette inkluderer eksempelvis spørgeskemaer om trivsel, arbejdsmiljø og sociale relationer samt mulighed for tjek af eksempelvis blodtryk.
Hjælp til rygestop
Mange medarbejdere ønsker at stoppe med at ryge, og arbejdspladsen kan spille en vigtig rolle ved at tilbyde støtte og ressourcer til rygestop.
Sund kost i kantinen
Kantiner kan hjælpe medarbejderne med at træffe sundere valg eksempelvis gennem nudging. Ved at tilbyde sunde og velsmagende alternativer kan man gøre det lettere for medarbejderne at vælge sundt.
Vaccinationskampagner på arbejdspladsen
Vaccinationskampagner – for eksempel influenzavaccination – på arbejdspladsen kan bidrage til, at der opnås en højere vaccinedækning og dermed immunitet mod smitsomme sygdomme for medarbejderne.
Den nye forskning er samlet i SWOLE-modellen, som viser, at der skal indsatser til på flere niveauer. Det omfatter de omgivelser, vi befinder os i, til den enkelte medarbejder og mellemleder, til HR og topledelse, samt samfund og politisk niveau. SWOLE er en forkortelse for Society, Workers, Organization, Leaders og Environment.
Læs mere om anbefalingerne i forskningsartiklen, hvor der præsenteres flere eksempler på, hvad sundhedsfremme er.
Om studiet
Sådan gjorde forskerne:
Data er indsamlet fra 145 forskningsrapporter, der ser på bl.a. fastlagt fysisk aktivitet på arbejdet, regler for rygning i arbejdstiden, fokus på sundere mad i kantinen og vaccinationstilbud til medarbejderne. Den nye forskning er samlet i SWOLE-modellen.
Styrker og begrænsninger:
Det specifikke tidsskrift, hvori artiklen er publiceret, tillader op til 150 referencer. De 145 forskningsartikler, der indgår i reviewet, er derfor udvalgt gennem en kritisk vurdering af den eksisterende litteratur og er derfor ikke udtømmende for alt litteratur på området. Litteraturen er international, og relevansen af de enkelte sundhedsfremmende indsatser vil derfor variere fra land til land.
SWOLE modellen
Kilde
Lars L. Andersen, Health Promotion and Chronic Disease Prevention at the Workplace
Kontakt