Spring over hovedmenu
De tre professorer der holdt tiltrædelsesforelæsninger på NFA

Stor dag på NFA: Tre professorer holder tiltrædelsesforelæsning

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 18-06-2024

Karin Broberg, Kristian Schultz Hansen og Lars L. Andersen er tiltrådt officielt som professorer på NFA.

Småøvelser, komplekse udregninger og farlige metaller på arbejdspladsen.

Der var lidt af hvert på programmet, da professorer Karin Broberg, Kristian Schultz Hansen og Lars L Andersen holdt tiltrædelsesforelæsninger på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fredag den 14. juni.

Læs her, hvad de tre professorer håber at opnå med deres forskning i fremtiden:

Professor Karin Broberg: Færre risici for medarbejderne i den grønne omstilling

- Målet med min forskning er at finde og mindske kemiske sundhedsrisici på forskellige arbejdspladser. Jeg fokuserer især på, hvordan grøn omstilling påvirker medarbejderes sundhed. Gennem mit arbejde på NFA ønsker jeg at styrke samarbejdet om arbejdsmiljøforskning mellem Danmark og Sverige, siger Karin Broberg Palmgren.

Hun har siden 2001 bl.a. forsket i kemiske sundhedsrisici i forskellige erhverv ved at bruge biomarkører for eksponering, risiko for kræft og hjerte-kar-sygdomme. Her har hun vist, at selv relativt lave eksponeringer kan have negative konsekvenser for helbredet.

Se Karin Brobergs tiltrædelsesforelæsning


Professor Kristian Schultz Hansen: De mest omkostningseffektive veje til et bedre arbejdsmiljø

- Der mangler viden om tiltag, der effektivt kan forbedre arbejdsmiljøet, og især hvad de mulige interventioner koster. Jeg vil gerne bidrage med forskning vedrørende økonomisk evaluering, som kan udpege effektive og omkostningseffektive interventioner til gavn for arbejdsmiljøet, siger professor Kristian Schultz Hansen.

Han forsker i arbejdsmiljøøkonomi og har mere end 20 års erfaring inden for forskning i sundhedsøkonomi og international sundhed. Lige nu undersøger han bl.a., hvilke økonomiske gevinster der kan være ved at forbedre indeklimaet i daginstitutioner.

Se Kristian Schultz Hansens tiltrædelsesforelæsning


Professor Lars L. Andersen: Sundere arbejdspladser for længere arbejdsliv

De nye generationer kan forvente at skulle arbejde til de er langt over 70 år. Jeg vil gerne bidrage med forskning, der kan skabe en platform for sundere arbejdspladser i Danmark, så vi både kan holde til - og får lyst til - at arbejde til en høj alder.

Han har siden 2005 forsket i særligt det ergonomiske arbejdsmiljø, seniorer på arbejdsmarkedet og sundhedsfremme på arbejdspladsen. Han har bl.a. vist, at småøvelser i arbejdstiden kan mindske smerter og forebygge sygefravær, og at øget fleksibilitet kan være med til at fastholde seniorer på arbejdspladsen.

Se Lars L. Andersens tiltrædelsesforelæsning


Kontakt

  • Karin Broberg har været ansat som professor på NFA siden 2023.

  • Kristian Schultz Hansen har været professor på NFA siden 2021, men coronanedlukningen forhindrede ham dengang i at holde sin tiltrædelsesforelæsning.

  • Lars L. Andersen har været professor MSO siden 2013 og indtrådte i et fuldt professorat i 2023.