

Forskere inviteres: Indsend abstracts til Stressforskningskonferencen 2025
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 07-04-2025
Der er nu åbnet op for at indsende abstracts til årets Stressforskningskonference, som finder sted i november i København.
Hvornår ved vi nok til at ændre arbejdsmiljøet – og virker det overhovedet, når vi gør noget?
To førende forskere tager fat på disse helt konkrete spørgsmål, når Stressforskningskonferencen 2025 samler ny viden om stress – fra celler til samfund – til november i København.
Der er nu også åbent for abstracts om forskning, der kan blive præsenteret på konferencen, hvor forskere, praktikere og beslutningstagere samles.
Konferencen dækker en bred vifte af emner inden for stressforskning og har til formål at fremme udveksling og diskussion af ny viden samt at koordinere og styrke dansk stressforskning.
Årets keynote-talere er professor Alex Burdorf fra Erasmus University Medical Center i Rotterdam og seniorforsker Birgit Aust fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
Professor Burdorf vil diskutere, hvordan observationsstudier om sammenhænge mellem belastende arbejdsvilkår og mentale helbredsproblemer kan guide os i at forbedre arbejdsmiljøet.
Seniorforsker Birgit Aust vil gennemgå evidensen for succeser og fiaskoer inden for interventioner i det psykosociale arbejdsmiljø samt se på udfordringer, og hvordan der kan ske forbedringer af interventioner i fremtiden.
Konferencen arrangeres af Københavns Stressforskningscenter i samarbejde med TeamArbejdsliv. Københavns Stressforskningscenter er et samarbejde mellem Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Afdeling for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og NFA.
Abstracts skal være på engelsk, og deadline for indsendelse er 11. juni 2025. Tilmelding til konferencen åbner i juni.