Spring over hovedmenu
Katherine Priest undersøger en gruppe af skimmelsvampe, som findes i forskellige arbejdsmiljøer – og især på museer udgør de en stor bekymring.

Fremtidens arbejdsmiljøforskning: Viden om skimmelsvampe skal forebygge sygdomme hos medarbejdere

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 24-07-2025

Henover sommeren kan du møde fire ph.d.-studerende fra NFA. Deres forskning skal være med til at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø i fremtiden. Katherine Priest undersøger en gruppe af skimmelsvampe, som findes i forskellige arbejdsmiljøer – og især på museer udgør de en stor bekymring. 

Det er ikke kun i skovbunden, at der vokser svampe.

Forskellige former for svampe findes nemlig også i flere arbejdsmiljøer – og nogle af dem kan gøre os syge.

I et igangværende ph.d.-projekt på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) undersøger Katherine Priest en bestemt type af skimmelsvampe, der kaldes xerofile. Det er en gruppe af skimmelsvampe, som findes i forskellige arbejdsmiljøer – og især på museer udgør de en stor bekymring. Gennem projektet vil Katherine skabe mere viden om, hvor svampene findes, hvilke forhold der har betydning for deres vækst, og hvor hurtigt de vokser.

Tidligere udenlandske studier viser nemlig, at ansatte på museer, der arbejder med konservering af museumsgenstande, har en forhøjet risiko for at udvikle syptomer som høfeber, hudgener, åndenød og kronisk hoste.

Over sommeren sætter NFA fokus på fremtidens forskere inden for arbejdsmiljø. Forskere, som alle er med til at føre arbejdsmiljøet i en mere sund og sikker retning.

Mød Katherine her og bliv klogere på hendes forskning.

Hvad handler din forskning om?

I min forskning sammenligner jeg forskellige svampe for deres evne til at kunne give inflammation – en betændelseslignende reaktion i luftvejene hos mennesker. De svampe, jeg har fokus på, er en gruppe af xerofile-svampe, der kan vokse i meget tørre indendørs miljøer eller i fødevarer.

Vi tager luftprøver fra museums-magasiner og forskellige andre arbejdsmiljøer for at opnå viden om, hvor disse svampe findes. Derefter udsætter vi menneskeceller for luftprøverne for at se på forskellige former for sundhedsrisici. Jeg undersøger også svampene i mikroskop for at finde ud af, hvor hurtigt de vokser, og hvilke stoffer de danner undervejs.

Er der en særlig grund til, at du valgte at fokusere på det?

Jeg har i lang tid haft en form for besættelse af forskning i indendørs og udendørs luftforurening og af at finde måder at forebygge sygdomme på, før de udvikler sig. Jeg har tidligere arbejdet som forskningsassistent i et lungekræftlaboratorium på University of Colorado, og der fik jeg en dyb forståelse for, hvor vigtigt det er at forebygge sygdom.

Hvad håber du at kunne bidrage med i forhold til at skabe et sundere og mere sikkert arbejdsmiljø for fremtiden?

Personligt tror jeg meget på, at alle har ret til et sikkert arbejde. Jeg håber at være med til at skabe større viden om, hvordan biologiske stoffer og kemikalier i arbejdsmiljøet påvirker vores helbred. Arbejdspladsen er et særligt sted, hvor vi kan møde påvirkninger, vi ikke støder på andre steder. Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan disse påvirkninger kan ændre os over tid. For mig handler det om at beskytte retten til et sikkert og sundt arbejdsliv for alle.

Hvad ser du som den vigtigste udfordring for fremtidens arbejdsmiljø?

Mit fokus er jo på skimmelsvampe på museer – så det er naturligvis der, at jeg har min bekymring. Der findes svampe, som kan vokse under både fugtige og tørre forhold – derfor er det svært at forbygge vækst af dem. Der findes rigtigt mange forskellige arter af skimmelsvampe, og der er lang vej endnu, inden vi kan give en vurdering af de sundhedsmæssige konsekvenser, som de forskellige arter kan medføre.