

Partnerskab for Sundhedsmiljø fornyet
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 02-03-2025
16 organisationer har fornyet Partnerskab for Sundhedsmiljø, der skal bidrage til at styrke sundheden gennem arbejdets organisering. NFA står i spidsen for partnerskabet, som blandt andre inkluderer Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Arbejdstilsynet og TrygFonden.
”Vi bakker op om gode og sunde arbejdsliv”
Det er der enighed om blandt de 16 organisationer, som i starten af 2025 underskrev – og dermed fornyede – Partnerskabet for Sundhedsmiljø, der løber frem til 2028. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) leder partnerskabet, som blev dannet i 2022.
Partnerskabets medlemmer omfatter blandt andet myndigheder, arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer samt en række andre interessenter. De har med partnerskabet forpligtet sig til at samarbejde på tværs om at skabe sundere arbejdspladser.
På NFA er forskerne glade for den brede opbakning til Sundhedsmiljø.
- Gennem Sundhedsmiljø arbejder vi systematisk med at styrke sundheden på danske arbejdspladser. Sundhedsmiljø handler nemlig om at planlægge og sammensætte arbejdsopgaverne, så de bliver sundere og mere bæredygtige, siger Ninna Maria Wilstrup, der er koordinator for Sundhedsmiljø på NFA, og fortsætter:
- Derfor er det helt afgørende, at partnerskabets repræsentanter understøtter forskningen, udviklingen og udbredelsen af Sundhedsmiljø, så vi kan samarbejde om at få Sundhedsmiljø ud og leve på endnu flere arbejdspladser.
Hvad er Sundhedsmiljø?
Sundhedsmiljø fokuserer på at styrke sundheden på arbejdspladsen gennem organisering af arbejdet – uden at tilføre ekstra til arbejdsdagen som for eksempel træning. Indsatserne har derfor fokus på at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det i sig selv bliver sundere.
Om Partnerskabet for Sundhedsmiljø
Partnerskabet for Sundhedsmiljø har til formål i fællesskab at sætte Sundhedsmiljø på dagsordenen og realisere visionen om, at arbejdet i sig selv bidrager til, at medarbejderne er sundere ved arbejdsdagens afslutning end ved dens begyndelse. Partnerne forpligter sig til at understøtte den fortsatte udvikling, udbredelse, forankring, formidling og samarbejde om Sundhedsmiljø.
Aftalen er skrevet under af repræsentanter fra følgende parter:
- Fødevareforbundet NNF
- Dansk Industri (DI)
- Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
- Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
- FOA
- Lederne (LHO)
- KL
- F&P- Forsikring og Pension
- PFA Pension
- Dansk Erhverv
- TrygFonden
- HK Handel
- Danske Regioner
- Fagligt Fælles Forbund, 3F
- Arbejdstilsynet
- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Kontakt