Spring over hovedmenu
Kolleger der sidder og diskuterer nogle data tabeller

Ny politisk aftale sikrer fortsat forskning i arbejdsmiljøøkonomi

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 07-11-2025

Ny aftale om forskningsreserven giver fem millioner kroner til NFA’s forskningsområde Arbejdsmiljøøkonomi, der sætter kroner og ører på investeringer i et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Betaler det sig at investere i at forebygge stress, at styrke sikkerheden og at skabe bedre udluftning på arbejdspladsen?

Alt det og mere har forskningsområdet Arbejdsmiljøøkonomi på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) undersøgt over de seneste fire år.

Nu har en ny politisk aftale om forskningsreserven 2026 bevilliget fem millioner kroner over det næste år til at fortsætte den vigtige forskning.

- Vi er glade for at kunne bygge videre på den vigtige forskning, som vores dygtige forskere i arbejdsmiljøøkonomi allerede er kommet med - og blive endnu klogere på, hvad et dårligt arbejdsmiljø faktisk koster arbejdspladserne. Og ikke mindst - hvilke indsatser, der bedst betaler sig, siger Steffen Bohni, der er direktør på NFA.

- Vi havde håbet på en større og længerevarende bevilling, fordi stabilitet er et nøgleord i forskningen. Men det lykkedes ikke i denne omgang.

Efterspurgt viden

Forskerne fra området har været vidt omkring i deres beregninger. De har blandt andet fundet frem til, at fravær i forbindelse med stress koster danske virksomheder 16.4 milliarder kroner i tabt produktion. Læs mere her

Derudover har de regnet ud, at arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme koster samfundet omkring 50 milliarder kroner. Læs mere her

Forskningsområdet bliver også i stadig større grad bygget ind i forskningsprojekter på tværs af NFA’s andre områder. Blandt andet har forskernes beregninger vist, at det kan give 160 kroner igen, hvis en vuggestue investerer 100 kroner i at kombinere pædagogik og ergonomi i løbet af arbejdsdagen. Læs mere her

- Hvilke indsatser kan bedst betale sig, hvis man ønsker at håndtere eller forebygge dårligt arbejdsmiljø? Det kan være ekstremt svært for en arbejdsplads at finde ud af. Derfor er vores forskeres beregninger bogstaveligt talt guld værd, og vi oplever stor efterspørgsel efter mere, fortæller Stina Vrang Elias, der er bestyrelsesformand på NFA.

Hvad er arbejdsmiljøøkonomi?

Arbejdsmiljøøkonomi er et nyt forskningsområde i Danmark, der blev startet i 2022 på NFA med Joachim Lynggard Boll som forskningschef.

Forskningen skal undersøge, hvordan investeringer i et godt arbejdsmiljø påvirker både virksomheder og samfund.

NFA’s forskning i arbejdsmiljøøkonomi understøtter i dag prioriteringer og giver viden om både omkostninger og gevinster ved forskellige typer af arbejdsmiljøproblemer og arbejdsmiljøindsatser.

Læs mere her