Lego styrker trivsel og forebygger smerter i samarbejde med forskere
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 04-08-2026
Hos Lego er fysiske træningsøvelser og socialt samvær blevet en fast del af kulturen. Med hjælp fra NFA og SDU har Lego fået kompetencer og værktøjer til at forebygge smerter og øge trivslen blandt medarbejderne.
Legoklodser er sjove at lege med, men kan være drilske at arbejde med. På Legos lager i Billund har Ghita Johanne Hansen viet sit arbejdsliv til at gøre det sundere for medarbejderne at gå på arbejde. Arbejdet på lageret, der er fyldt op med tusindvis af farvede klodser, er nemlig ofte travlt og fysisk betonet.
Ghita er arbejdsmiljørepræsentant hos Lego, og siden foråret 2025 har hun stået i spidsen for at indføre forskningsbaserede tiltag, der skal styrke arbejdsmiljøet.
Dengang deltog hun nemlig i et pilotprojekt udført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Syddansk Universitet (SDU).
Gennem projektet blev Ghita sammen med andre arbejdsmiljøprofessionelle uddannet i viden om smerter samt konkrete værktøjer til at forebygge dem – for eksempel kollegial dialog og fysiske øvelser.
Formålet var at ruste arbejdsmiljøprofessionelle til både at undervise og aktivt involvere medarbejdere med fysisk betonet arbejde i forebyggelsen af smerter på deres egen arbejdsplads.
Fra fysiske øvelser til socialt samvær
Siden Ghita deltog i projektet, har hun selv bygget videre på indsatsen og indført sociale initiativer til at styrke trivsel og forebygge smerter i kollegafællesskabet hos Lego.
- Vi startede med at lave udstrækningsøvelser i én afdeling, og kort efter tog det fart, så vi kunne fylde hele vores store kantine hver dag i et kvarter. Hver dag ringer klokken to minutter før træningens start, og så følges dem, der vil, i flok ud i kantinen, siger Ghita og fortsætter:
- Vi prøver også at styrke det sociale fællesskab. Vi har indført det nye koncept ’byg, hyg & snak’, hvor vi mødes, bygger lego og taler med kolleger fra forskellige afdelinger. Det er en rigtig god anledning til at komme hinanden ved og tale med kolleger, man måske ikke har sin daglige gang med.
Ghita fortæller, at der er bred opbakning til både den fysiske og sociale del af indsatsen.
- Vi sætter altid 20 minutter af til byg, hyg & snak. Nogle gange bruger vi længere tid og andre gange kortere tid. Og så runder vi altid af med et kagebord, siger Ghita.
Det fysiske arbejde på lageret
Ghita arbejder på et lager, hvor hendes kolleger – de såkaldte ”plukkere” – navigerer mellem lange gange med tusindvis af legoklodser for at finde og ”plukke” erstatninger for legoklodser. Det drejer sig om legoklodser, der ved en fejl er blevet slugt af støvsugeren eller på anden vis mangler i et legosæt. Når klodsen er fundet, pakkes den og sendes til dens rette ejermand.
- Det fysisk betonede arbejde er særligt hos de medarbejdere, der pakker, og så dem, der plukker klodser. Klodserne er organiseret på lange gange med reoler, hvor der er hylder fra gulv til top. Udover at gå rundt, skal man som plukker ofte enten bukke sig helt ned til gulvet eller nå klodser over skulderhøjde, siger Ghita og fortsætter:
- Derudover er der også medarbejderne, som fylder reolerne op med nye klodser. De skal løfte mange tunge kasser i løbet af en dag, selvom vi har de nødvendige hjælpemidler til at lette processen.
Derfor er Ghita også glad for den store opbakning til de fysiske øvelser, der får trænet nakke, skuldre og arme.
En del af PATH@work-projektet
Pilotprojektet er en del af forskningsprojektet PATH@work, hvor grundtanken er, at deltagerne – lokale arbejdsmiljøprofessionelle som for eksempel arbejdsmiljørepræsentanter – uddannes til ambassadører på deres arbejdsplads.
Det betyder, at de selv skal stå i spidsen for at bruge deres nye viden og kompetencer til at igangsætte en forebyggende indsats på arbejdspladsen. Projektet tager udgangspunkt i moderne smerteforståelse, hvor både sociale, psykiske og fysiske samt organisatoriske faktorer har betydning for smerteoplevelsen og dens forebyggelse.
I foråret 2025 deltog Ghita sammen med kolleger fra Lego i NFA’s uddannelsesdag for ambassadører. Efterfølgende har hun og kollegerne brugt deres viden og erfaringer til at styrke arbejdsmiljøet hos Lego.
Hun mødes jævnligt med kolleger, hvor de diskuterer nye forslag til initiativer og holder deres viden ved lige gennem faglige oplæg og film om smerter og smertehåndtering.
- Formålet med pilotprojektet var at afprøve, hvordan projektet egentlig virker i praksis. Ghitas historie er et eksempel på, at det er lykkedes hende og hendes kolleger at omsætte den faglige viden til konkrete værktøjer og initiativer på deres arbejdsplads og så endda udvikle videre på det. Og det et dét, der er hele meningen, siger Maja Schønheyder, der er ph.d.-studerende på SDU og NFA og en af forskerne bag projektet.
Hvad går PATH@work ud på?
Formålet med PATH@work er er at klæde danske arbejdspladser på til at forebygge smerter. Projektet, som tidligere hed GLAD, baserer sig på viden fra klinisk praksis og arbejdspladsstudier og bygger på, at det fysiske, mentale og sociale hænger sammen.
Til september gennemfører NFA og SDU endnu et pilotstudie.
Er du interesseret i at tilmelde dig informationsmødet eller i det hele taget høre mere om projektet, er du meget velkommen til at kontakte forskerne bag projektet.
Ph.d.-studerende Maja Schønheyder på msr@nfa.dk
Forsker Sebastian Venge Skovlund på svs@nfa.dk
Det består PATH@work af
- En forskningsbaseret uddannelse af arbejdsmiljøprofessionelle, der inkluderer:
- Viden om smerter, og hvordan de forebygges på arbejdspladsen
- Kompetencer i og konkrete værktøjer til at forebygge smerter, herunder at skabe dialog om smerter med inddragelse af hele organisationen og fysiske øvelser
- En forskningsbaseret arbejdspladsindsats af omtrent otte ugers varighed leveret af den uddannede arbejdsmiljøprofessionelle
- Et digitalt værktøj med baggrunds- og undervisningsmateriale, der skal understøtte den arbejdsmiljøprofessionelle og hele arbejdspladsen i at gennemføre indsatsen.