Fra forskning til forandring: Bliv en del af NFA’s brobyggernetværk
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 25-03-2026
Vil du være med til at forme fremtidens forskning og formidling om arbejdsmiljø? NFA etablerer et brobyggernetværk for jer, der arbejder med arbejdsmiljø.
Hvordan sikrer vi, at ny viden om arbejdsmiljø når ud og gør en reel forskel i praksis – for medarbejdere, ledere og samfundet som helhed?
Det er et centralt spørgsmål for os på NFA. Derfor søger vi nu deltagere til et nyt brobyggernetværk.
Hvem kan deltage?
Netværket samler fagpersoner, der arbejder med at skabe forbedringer i arbejdsmiljøet – for eksempel gennem undervisning, udvikling af materialer, rådgivning eller lignende funktioner.
Brobyggernetværket er målrettet dig, der bidrager til at bringe arbejdsmiljøviden i spil i praksis. Formålet er at styrke koblingen mellem forskning og anvendelse gennem dialog, erfaringsudveksling og samarbejde.
Praktisk om netværket
Der vil blive afholdt 1-2 møder årligt med udgangspunkt i et aktuelt emne, som NFA forsker i.
Møderne vil primært foregå online og bestå af oplæg fra NFA’s forskere kombineret med diskussioner og workshops. Det første møde finder sted i juni og vil foregå fysisk på NFA. Her vil det også være muligt at deltage online.
Derudover vil netværket blive inviteret til at give feedback på forskningsbaserede værktøjer og kommunikationsprodukter.
Hvorfor deltage?
Som medlem af panelet får du mulighed for at:
- Få tidlig viden om den nyeste forskning.
- Bidrage med dine erfaringer og ønsker.
- Komme med konkrete ideer og forslag til forsknings-, udviklings- og formidlingssamarbejde.
- Bidrage til at styrke NFA’s forskningsformidling, så NFA’s viden kommunikeres brugbart og relevant.
Vil du være med?
Send en mail til nfa@nfa.dk, hvis I vil høre mere eller melde jer til. Der er et begrænset antal pladser i netværket.
Vi glæder os til dialogen og samarbejdet!