Seniorforsker i kemisk arbejdsmiljø med ansvar for massespektrometri
Har du solid erfaring med kemiske eksponeringer i arbejdsmiljøet og med personlige målinger og kortlægning af eksponeringsveje? Så har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i København en spændende stilling som seniorforsker.
Anvendelsesorienteret forskning i arbejdsrelateret eksponering for partikler og kemikalier
Forskningsgruppen for Partikler, Kemi og Eksponeringsanalyse på NFA består af forskere på alle niveauer, som engagerer sig i arbejdet for et godt og sikkert kemisk arbejdsmiljø i Danmark. Gruppen er veletableret med gode laboratoriefaciliteter og state-of-the-art udstyr til feltmålinger og kemiske analyser. Gruppen er placeret i NFA’s forskningsområde for kemi og mikrobiologi, og i mange af projekterne vil der være tværfaglig deltagelse af områdets øvrige forskere, herunder fx toksikologer, mikrobiologer, kemikere og aerosolfysikere, men også fra forskere fra andre forskningsområder.
Du vil lede og deltage i nationale og internationale projekter om arbejdsrelateret kemisk eksponering. Der vil være fokus på at identificere og karakterisere potentielt farlige eksponeringer samt undersøge effekten af forskellige interventioner/foranstaltninger. Andre projekter omhandler udvikling og afprøvning af værktøjer og metoder med henblik på at fremme viden om kemisk eksponering og eksponeringsveje. Der lægges vægt på, at resultaterne publiceres i peer-reviewede tidsskrifter på højeste niveau, samtidig med at du har erfaring med at orientere og rådgive det politiske system, arbejdsmarkedets parter og andre vigtige interessenter om betydelige resultater.
Bliv vores nye kollega
Ansøgende kandidater skal have en ph.d.-grad og yderligere forskningserfaring inden for kemisk arbejdsmiljø, miljøanalytisk kemi, folkesundhedsvidenskab, eller lignende, samt dokumenteret videnskabelig publikationserfaring. Dit CV skal indeholde en samlet liste over fondsbevillinger og publikationer. Sidstnævnte skal tydeligt afspejle, hvilke publikationer, der er relevante i forhold til karakterisering, kvantificering, udredning af kemiske eksponeringer herunder eksponeringsveje. Viden om nye værktøjer til semikvantitativ eksponeringsvurdering f.eks. silikonearmbånd og hudaftørringer til personlig eksponeringsvurdering, samt erfaring med at lede forskningsaktiviteter i nationale og internationale projekter, vil være en fordel.
Vi forventer, at du:
- har indgående kendskab til en bred vifte af kvantitative kemiske analysemetoder til organiske stoffer, herunder massespektrometri (GC-MS og LC-HRMS), anvendt på både biologiske og ikke-biologiske prøver
- har erfaring med måling og beskrivelse af kilder, emissioner samt eksterne og interne eksponeringsforhold via luft og hudkontakt baseret på feltmålinger og kontrollerede laboratorieforsøg
- har arbejdet med kortlægning af komplekse eksponeringer med emissioner fra flere kilder. Dette kunne være fra byggematerialer (fx PCB) og forbrugerprodukter (fx flammehæmmere og blødgørere)
- besidder gode kommunikationsevner i skrift og tale og har solid erfaring med videnskabelige publikationer
- har engagement og erfaring med, at udvikle nye projektideer og forskningsansøgninger til en bred vifte af fonde.
Vi søger en kollega, der også engagerer sig i gruppen på det sociale plan og bidrager til det gode samarbejde i gruppen, i området og på instituttet. Vi forestiller os, at du:
- trives både med selvstændigt såvel som tværfagligt samarbejde
- er interesseret i at uddanne teknikere, forskningskolleger og mulige ph.d.- og specialestuderende i brugen af instrumenter efter behov
- har kørekort og er villig til at følge og eventuelt deltage i feltarbejde
- er motiveret af at forbedre det kemiske arbejdsmiljø og glædes af både personlige og teampræstationer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast seniorforskerstilling ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Vi vil gerne have, at du starter den 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
Du bliver ansat som seniorforsker efter overenskomsten for akademikere i staten og cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale med forskningsopgaver ved sektorforskningsinstitutioner.
Dit daglige arbejdssted vil være Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte professor Keld Alstrup Jensen (kaj@nfa.dk), seniorforsker Jakob Klenø Nøjgaard (jkn@nfa.dk) eller forskningschef Nicklas Raun Jacobsen (nrj@nfa.dk).
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-partner Rikke Dahl Ledertoug i Beskæftigelsesministeriets HR (rdl@bm.dk, tlf.nr. 7220 5257).
Alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen. NFA forbeholder sig retten til at udvælge hvilke kandidater der sendes til seniorforskerbedømmelse. Et ekspertudvalg vil vurdere ansøgerne baseret på de kriterier, der er anført i opslaget. Det Nationale
Forskningscenter for Arbejdsmiljø vil efterfølgende tage stilling til, hvilken af de kvalificerede ansøgere med positiv bedømmelse, der vil være bedst egnet til stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest søndag den 10. august 2025. Ansøgningen kan være på dansk eller engelsk. Samtaler forventes ultimo august og primo september.