Spring over hovedmenu

Ledige stillinger

Her finder du vores ledige stillinger på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Laborant/laboratorietekniker med kompetencer inden for røntgendiffraktion, scanning-elektronmikroskop og partikelmåling

Vil du være med i et internationalt nyskabende forskningsområde inden for kemisk arbejdsmiljø? Er du dygtig i laboratoriet, har stærke analytiske evner og en dybdegående forståelse for avancerede karakteriseringsmetoder som XRD, SEM og partikelmålinger i luft? Så har vi på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) en spændende stilling ledig til dig.

Afvekslende stilling indeholdende både laboratorieanalyser og feltarbejde

Vi søger en laborant eller laboratorietekniker, som har praktisk erfaring med feltmåling af partikeleksponering og analyser af støv og fibre ved røntgendiffraktion (XRD) og scanning-elektronmikroskopi (SEM). På NFA vil der ofte være tale om analyser for fx asbest, kvarts, metaller eller andre arbejdsmiljørelevante materialer. Stillingen rummer også ansvar for at assistere med koordineringen af indsamling og indtastning af data til en national database over arbejdspladsmålinger samt deltagelse i feltarbejde og målekampagner hos virksomheder, som deltager i forskningsprojekter. Feltarbejdet foregår typisk i Danmark, men der kan også forekomme opgaver i udlandet.  

Du bliver en del af et fagligt stærkt team, hvor vi arbejder tæt sammen om både daglige analyser og langsigtede projekter. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø, gensidig læring og høj faglig standard.

Bliv vores nye kollega

I forskningsgruppen for Partikler, Kemi og Eksponeringsanalyse på NFA engagerer forskere, teknikere og studerende sig i arbejdet for et godt og sikkert kemisk arbejdsmiljø i Danmark. Gruppen er veletableret med gode laboratoriefaciliteter og state-of-the-art udstyr til feltmålinger og laboratorieanalyser af eksponeringer. Ansøgende kandidater skal være uddannede laboranter eller laboratorieteknikere. Vi ønsker en kandidat som er nysgerrig, fagligt engageret og arbejder struktureret, som også trives med opgaver, der spænder bredt inden for både laboratorie og feltarbejde, og er god til at samarbejde på tværs af faggrupper.

Vi forventer, at du:

  • har praktisk erfaring med udvikling af metoder, analyse og tolkning af XRD og SEM resultater.
  • har kendskab til eksponeringsmåling af partikeleksponering (størrelse, antal, masse) online og offline samt vedligeholdelse af apparaterne (fx cykloner, OPS, SMPS).
  • har erfaring og mulighed for at deltage i prøveindsamling og målinger på virksomheder, hvor der kan være perioder med høj intensitet. Kørekort vil være en fordel.
  • har mod på at deltage i koordineringen og dataindsamlingen til en national database over nye og historiske arbejdspladsmålinger.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er tidsbegrænset til 1 år. Vi ser gerne at du starter den 1. september 2025 eller snarest derefter.

Du bliver ansat som laborant i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste eller som bioanalytiker i henhold til cirkulæret om organisationsaftale for bioanalytikere.

Dit daglige arbejdssted er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte professor Keld Alstrup Jensen (kaj@nfa.dk), seniorforsker Jakob Klenø Nøjgaard (jkn@nfa.dk) eller forskningschef Nicklas Raun Jacobsen (nrj@nfa.dk).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR partner Rikke Dahl Ledertoug i Beskæftigelsesministeriets HR (rdl@bm.dk, tlf.nr. 7220 5257).

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor.

Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest søndag den 10. august 2025. Ansøgningen kan være på dansk eller engelsk.

Samtaler forventes afholdt medio august (uge 33 og 34). 

Send ansøgning