Værktøjet er en etisk check-liste til arbejdspladser, der står over for at skulle bruge ny teknologi i løsning af opgaver – for eksempel kunstig intelligens eller overvågning.
Når nye teknologier implementeres på arbejdspladsen, kan det rejse spørgsmål om etik, trivsel og magtforhold.
Brugen af AI, GPS-overvågning og automatisering kan bidrage til effektivitet og sikkerhed, men stiller samtidig vigtige spørgsmål til balancen mellem organisationens behov og medarbejdernes rettigheder.
Værktøjet 8 etiske spørgsmål til AI og overvågning på arbejdspladsen hjælper jeres arbejdsplads til at reflektere systematisk over både fordele og ulemper ved den teknologi, som I skal til at tage i brug.
Det er et forskningsbaseret værktøj, der har til formål at støtte en mere gennemsigtig og balanceret brug af teknologi, hvor både sikkerhed, effektivitet og medarbejdernes oplevelser tages alvorligt.
- De otte spørgsmål kan skabe bedre rammer for at bruge teknologien fremadrettet – med blik for både mennesket, lederen og medarbejderen, siger seniorforsker på NFA Jeppe Ajslev, der står bag værktøjet.
Sådan bruger du værktøjet
På din arbejdsplads kan I bruge spørgsmålene som en etisk checkliste, hvis I overvejer at indføre en ny teknologi.
Værktøjet er primært relevant for ledere, arbejdsmiljøgrupper og medarbejderrepræsentanter.
Forskningen bag peger på, at systematiske etiske refleksioner kan forebygge modstand og omgåelsesstrategier, fordi spørgsmålene tages alvorligt allerede under udvikling og implementering.
Brug værktøjet til at:
- Kortlægge intentioner, formål og forventede effekter af teknologierne, så medarbejderes og lederes tvivl og usikkerheder kan afhjælpes og interventionen fremmes.
- Afdække utilsigtede konsekvenser, så nye teknologier ikke indføres på en måde, der kan forringe for eksempel medarbejdernes trivsel eller indflydelse.
- Sikre, at nye teknologier bliver indført på en måde, der både tager hånd om de ønskede elementer og højde for mulige negative konsekvenser.
- Anvende teknologier på en måde, der fremmer opgaveløsning men altid har et blik på at gøre det på en menneskelig og god måde.
- At gentage øvelsen løbende, så I kan følge med i, hvordan teknologier og behov udvikler sig over tid.
Sådan blev værktøjet til
Værktøjet kommer fra et studie, som tager udgangspunkt i anvendelse af nye teknologier til arbejdsmiljøformål i bygge- og anlægsbranchen. I studiet har forskerne først identificeret et videnshul inden for overvågningsteknologi på arbejdspladser gennem litteraturgennemgange. Her fandt de frem til, at arbejdsmiljøforskningen endnu ikke har beskæftiget sig systematisk med etik i forhold til overvågningsteknologi.
Efterfølgende udviklede forskerne en teoretisk ramme, kaldet DUV (Duty, Utility, Virtue), der kan understøtte, at man får overvejet de mulige menneskelig konsekvenser af overvågning på arbejdspladserne.
Forskerne bruger DUV til at vise, hvilke etiske problemstillinger man skal huske at medtænke, når man bruger teknologi på arbejdspladsen. De otte etiske spørgsmål udspringer af denne ramme.
Du kan læse mere om forskningen bag her.
Kontakt