-
En god omgangstone bygger på respekt. Diskussioner, både faglige og ikke-faglige, bør foregå konstruktivt, uden personlige angreb eller latterliggørelse. Upassende kommentarer og berøringer, som kan opleves som grænseoverskridende, skal undgås.
Det kan I gøre:
- tal respektfuldt til hinanden
- hold fokus på sagen frem for personen
- grib ind, hvis tonen bliver rå eller ubehagelig
- vær opmærksom på, at det, der er ment som en joke, kan opleves krænkende
-
Feedback skal være:
- udviklende
- troværdig
- respektfuld
- tryg
- legitim
-
Det kan I gøre for at undgå, at uoverensstemmelser udvikler sig til konflikter:
- Erkend uenigheden
- Spørg ind til den anden parts synspunkt
- Udtryk dig tydeligt
- Undgå at undvige
- Undgå at udvise aggressivitet
-
Hvis en medarbejder oplever et problem med en kollega eller leder, kan det være en god idé at tage en samtale med vedkommende om det – helst kort tid efter, at det er opstået.
Det er dog vigtigt først at sige noget, når man kan kommunikere roligt og konstruktivt og undlade at sende skjulte hentydninger eller være aggressiv.
Inden samtalen kan man stille sig selv følgende spørgsmål:
- Hvad skete der? Hvad gør eller har den anden gjort? Eller undladt at gøre? Hvad er det for en adfærd, som man er utilfreds med?
- Hvilke følelser vækker det?
- Hvad kunne man tænke sig var anderledes?
-
Tag ansvar for hinanden ved at:
- sige fra, hvis I oplever krænkende handlinger rettet mod andre.
- undgå selv at tale negativt om kolleger og ledere, både når de er til stede og ikke er.
-
God projektledelse er vigtig. Skab rammer, som giver en høj grad af forudsigelighed, overblik og klar arbejdsfordeling og en lav grad af stress og rolleuklarhed.
Det kan I gøre:
- Lav realistiske og gennemskuelige projektplaner og deadlines
- Uddan chefer og projektledere i konflikthåndtering. Konflikter skal så vidt muligt håndteres på en professionel og omsorgsfuld måde.
- Chefer og projektledere skal være med til at fremme en god omgangstone blandt medarbejderne.
-
Hvis en situation alligevel skulle opstå, er det vigtigt, at både den, som oplever at være udsat for en krænkende handling, og den som udfører den eller beskyldes for det, får den nødvendige hjælp.
Det kan være:
- Hjælp til at bearbejde hændelsen
- Hjælp til at få den rette viden, så en lignende situation kan undgås i fremtiden.
Forebyg krænkende handlinger mellem kolleger
Et værktøj til arbejdspladser, der vil arbejde med at forebygge krænkende handlinger internt.
Krænkende handlinger kan være mobning, seksuel chikane, diskrimination, vold, trusler og andre negative handlinger.
Værktøjet på denne side hjælper jer med at arbejde systematisk med forebyggelse af krænkende handlinger, så I kan understøtte en tryg og respektfuld arbejdsplads.
På denne værktøjsside kan I finde:
- inspiration til at forebygge krænkende handlinger i hverdagen
- inspiration til at udarbejde retningslinjer for, hvordan krænkende handlinger kan håndteres
Værktøjet er udviklet på baggrund af NFA’s eget materiale på området. Indholdet bygger på den nyeste forskning og er udarbejdet af en arbejdsgruppe på tværs af NFA.
Sådan bruger I værktøjet
Værktøjet kan bruges som en aktiv del af jeres hverdag på arbejdspladsen. Det samler forskellige opmærksomhedspunkter og konkrete greb, der kan styrke omgangstonen, feedback, konfliktløsning og fælles ansvar.
Forebyg i hverdagen
Forebyggelse handler om den måde, vi arbejder sammen og omgås på til daglig. En god omgangstone, tydelig kommunikation og fælles ansvar kan være med til at mindske risikoen for krænkende handlinger.
Håndtering som medarbejder, vidne eller leder
Selvom man arbejder forebyggende, kan situationer alligevel opstå. Det er vigtigt at reagere, hvis man oplever eller bliver opmærksom på krænkende handlinger, så situationen kan blive håndteret ordentligt.
Arbejdspladser kan have forskellige måder at håndtere krænkende handlinger på – både uformelt og formelt. Det centrale er, at både medarbejdere, vidner og ledere ved, hvordan de skal håndtere krænkende handlinger, eller hvor de kan finde viden om det.
I kan finde inspiration til jeres politik på området i NFA’s eget materiale. Det er samlet i to one-pagers, som giver et hurtigt overblik over, hvordan man på NFA bør agere som medarbejder, vidne eller leder.
Til ledere: Håndtering af krænkende handlinger
Til dig, der har været udsat for eller vidne til krænkende handlinger
Sådan blev værktøjet til
Tilbage i 2013 gik NFA forrest og var blandt de første arbejdspladser i Danmark til at få en politik mod negative handlinger og mobning.
Materialet blev opdateret i 2024 af en arbejdsgruppe på tværs af forskningsområder og indeholder i dag også, hvordan medarbejdere og ledere kan forebygge og håndtere seksuel chikane, diskrimination samt vold og trusler.
Kontakt