ErgoSafetyObserver: Udvikling og evaluering af et digitalt risikovurderingsredskab til forebyggelse af muskel- og skeletbesvær
Vi søger personer beskæftiget indenfor bygge- og anlæg eller detailbranchen til at afprøve nye funktioner i en testversion af appen til efteråret 2026. Dette kan f.eks. være ledere, mellemledere, medarbejdere eller arbejdsmiljøkonsulenter/-koordinatorer, der bidrager til at vurdere sikkerheden på deres arbejdsplads eller har erfaring med denne type arbejde.
Projektets formål
NFA udgav for første gang i 2017 appen Safety Observer til at lave sikkerhedsrunderinger, som i dag har over 8000 registrerede brugere. Appen kan hjælpe arbejdspladser med at vurdere deres sikkerhedsforhold og –adfærd og herigennem forebygge arbejdsulykker.
Vi har nu udviklet nye funktioner til appen, så den også bliver velegnet til at forebygge fysiske belastninger i arbejdet, som kan føre til smerter, skader og sygefravær. Ved projektets afslutning udgives en ny version af Safety Observer, som kan bruges gratis af virksomheder til at lave effektive vurderinger af arbejdsmiljøet, der kan forebygge arbejdsulykker, skader og smerter.
Hvad vil vi gerne undersøge til efteråret 2026?
Vi vil gerne have afprøvet en testversion af appen med de nye funktioner for at indsamle viden om, hvordan appen virker i praksis, herunder:
- Kan brugerne forstå appens indhold og fremgangsmåde til at vurdere fysiske belastninger?
- Er forskellige brugeres vurderinger af samme arbejdsopgave ens?
- Hvilke fysisk krævende arbejdsopgaver identificerer brugerne med appen, og hvordan håndteres de efterfølgende af virksomheden?
Hvornår indsamler vi data, og hvad indebærer det at deltage?
Vi søger deltagere, som ønsker at bidrage til én eller begge af projektets kommende dataindsamlinger:
1. Appen afprøves på videooptagede arbejdsopgaver (foregår i perioden august 2026 –
oktober 2026)
Deltagere bruger appen til at lave risikovurderinger af videooptagede arbejdsopgaver over to omgange. Forsøget varer ca. 65 min og gentages efter 4 uger. Videomaterialet kan ses på deltagernes egne computere. Deltagerne inviteres herudover til at deltage i et efterfølgende online interview, der omhandler deres oplevelse af at anvende appen.
2. Hvordan virker appen i praksis? (foregår i perioden september 2026 – januar 2027)
Vi søger virksomheder, som ønsker at afprøve appen på deres arbejdsplads. Forskere fra NFA vil evaluere processen ved at observere og tale med de ansvarlige medarbejdere. Evalueringen afsluttes med et ca. 1-times interview med en fra virksomheden, som har brugt appen i praksis.
Deltag i projektet
Deltag i projektet og få kendskab til den nye app, der kan forbedre jeres forebyggende arbejde, vejledning i hvordan appen bruges og indflydelse på appens udvikling.
Kontakt
Sebastian Skals, sls@nfa.dk, tlf. 40 38 46 35