Spring over hovedmenu

Social kapital på arbejdspladsen

Social kapital er en udvidelse af begrebet human kapital og drejer sig om de ressourcer, der findes i samarbejdsrelationerne på en arbejdsplads.

Hent powerpoint-præsentationen

Definition af social kapital – et paraplybegreb

Social kapital defineres som de ressourcer, der findes i samarbejdsrelationerne i de sociale netværk mellem medarbejderne og ledere på en arbejdsplads. Social kapital er dermed et paraplybegreb, der siger noget om, hvordan samarbejdet fungerer på kryds og tværs på arbejdspladsen, og som udvikler sig i takt med den forskningsfaglige udvikling på området.

Samarbejdet på arbejdspladsen finder sted mellem kolleger, der arbejder tæt sammen i det daglige, mellem afdelinger, der hver især bidrager til at levere virksomhedens kerneydelser, og mellem medarbejdere og ledere på arbejdspladsen.

Stadigt flere arbejdspladser oplever nødvendigheden af at have en høj social kapital på arbejdspladsen for at kunne håndtere fx forandringsprocesser og være i stand til at udvikle velfungerende, selvledende arbejdsteams.

Tre former for social kapital

I forskningen på NFA skelner man mellem 3 former for social kapital (hvor den tredje form kan splittes op i to, nemlig a) og b):

  1. Samlende social kapital mellem kolleger inden for de enkelte teams eller afdelinger på arbejdspladsen,
  2. Brobyggende social kapital mellem forskellige teams eller afdelinger på arbejdspladsen,
  3. Forbindende social kapital mellem a) medarbejdere og den nærmeste ledelse af afdelingerne og b) en forbindende social kapital mellem medarbejderne og den samlede ledelse af hele arbejdspladsen.

Indenfor hver af disse former for social kapital skelner forskere mellem følgende aspekter, som findes både på og mellem de forskellige niveauer på arbejdspladsen:

  • Normer, som kan findes mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og ledelse, der handler om fx gensidig hjælp, innovation og initiativ.
  • Gensidighed i relationen i form af fx tillid, anerkendelse og respekt.
  • Fælles kognition, dvs. at man som medarbejdere deler nogle mentale modeller om, hvad arbejdsopgaven indebærer, og hvordan man sammen løser den.
  • Fælles motivation og sammenhold på arbejdspladsen og en kollektiv selvtillid om, at man sammen kan løse de udfordringer, der måtte opstå.

Moderne arbejdspladser satser på sociale ressourcer

Teknologisk, finansiel og human kapital er afgørende for, at en virksomhed kan fungere. Men det bliver tiltagende nødvendigt for moderne arbejdspladser også at satse på social kapital for at få arbejdspladsen til at yde optimalt og for at skabe engagement på arbejdspladsen.

Når en arbejdsplads udvikler sig, bliver den ofte i højere grad vidensbaseret og kompleksiteten i arbejdsopgaverne stiger. Derfor er det afgørende for arbejdspladsen, at medarbejderne kan lede både sig selv og hinanden, både i en arbejdsproces og i en forandringsproces.

Social kapital i teams er stærkere end mellem teams

Resultaterne af undersøgelser af den sociale kapital i flere forskellige brancher viser, at den sociale kapital i de enkelte teams (samlende social kapital) kun i moderat grad hænger sammen med den sociale kapital i relationerne til andre teams (brobyggende social kapital). Dvs. at teamets forhold til andre teams på arbejdspladsen ofte ikke er så stærkt som kollegaernes forhold til hinanden indenfor det enkelte team. At få sådan en indsigt i størrelsen af de forskellige former for social kapital kan være vigtigt for arbejdspladsen, da man dermed får mulighed for bedre at prioritere mellem indsatser for at få arbejdspladsen til at fungere mere samlet på kryds og tværs på forskellige niveauer i virksomheden.

Forskningen om social kapital i fremtiden

Forskningen viser, at social kapital har betydning for, hvordan medarbejderne trives og præsterer på en arbejdsplads. Derfor er det vigtigt at indsamle dokumenteret viden om, hvilken virkning de forskellige former for social kapital har på de forskellige relationer i virksomheden, En sådan viden kan få indflydelse på virksomhedens resultater og medarbejderens motivation, trivsel og helbred. Det er også vigtigt at få en dokumenteret viden om, hvilke faktorer der påvirker den sociale kapital på arbejdspladser og finde ud af, hvordan den sociale kapital kan vedligeholdes og forbedres på arbejdspladserne.

Find NFA's spørgeskemaer om social kapital på arbejdspladsen

NFA's spørgeskema om social kapital på arbejdspladsen i tre udgaver med 25, 21 og 15 spørgsmål (som pdf-filer) og Arbejdsmiljørådets spørgeskema om social kapital på arbejdspladsen.

Læs mere og find spørgeskemaerne her.