Spring over hovedmenu

Lav ledelseskvalitet er forbundet med øget risiko for langtidssygefravær

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 22-12-2020

Medarbejdere, som rapporterer lav grad af ledelseskvalitet på deres arbejde, har en øget risiko for langtidssygefravær. Det viser analyser gennemført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Hvilken indflydelse har ledelseskvalitet på medarbejdernes sygefravær?

Det har en forskergruppe fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) nu undersøgt i et nyt forskningsprojekt. Forskerne så på sammenhængen mellem langtidssygefravær (mindst 6 uger) og lav ledelseskvalitet blandt 53.000 medarbejdere uden tidligere perioder af langtidssygefravær.

- Det, vi gjorde, var at analysere, om risikoen for langtidssygefravær var forskellig blandt erhvervsaktive med høj og lav grad af selvrapporteret ledelseskvalitet, samt om en sammenhæng mellem ledelseskvalitet og langtidssygefravær var forskellig blandt mænd og kvinder, i forskellige aldersgrupper og uddannelsesgrupper og blandt privat og offentligt ansatte, forklarer Jeppe Karl Busk Sørensen, ph.d.-stipendiat på NFA.

Begrebet ledelseskvalitet er relateret til specifikke handlinger eller adfærdsmønstre fra lederne i forhold til medarbejderne. Det omfatter lederens evne til fx at vejlede, anerkende, løse konflikter og støtte ansattes udviklingsmuligheder.

- Resultaterne af analyserne viste, at risikoen for langtidssygefravær inden for 12 måneder blandt erhvervsaktive, som rapporterede lav ledelseskvalitet, var 1,6 gange større i forhold til erhvervsaktive med høj ledelseskvalitet. Vi fandt også, at det gjaldt for alle de undersøgte grupper. Det vil sige, at der var en øget risiko blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper, i alle uddannelsesgrupper og blandt både privat og offentligt ansatte, fortæller Jeppe Karl Busk Sørensen.

Arbejdsrelateret belastning

- Lav ledelseskvalitet antages at være en arbejdsrelateret belastning, der kan påvirke både medarbejdernes trivsel og helbred negativt, forklarer Mads Nordentoft, post doc. på NFA.

- Modsat kan høj ledelseskvalitet antages at være en ressource i arbejdet, der kan mindske effekten af andre negative forhold i arbejdsmiljøet, fx negative handlinger såsom konflikter og mobning. Vores analyser viste også, at en ændring fra høj til lav ledelseskvalitet var forbundet med en øget risiko for langtidssygefravær i modsætning til, hvis man oplevede et konstant højt niveau af ledelseskvalitet, fortæller Mads Nordentoft.

Ifølge forskerne understøtter deres resultater, at hvis man ønsker at nedbringe og forebygge sygefravær, kan det være relevant at se nærmere på ledelseskvaliteten.

Det er data fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og Helbred 2012, 2014 og 2016 (se boks), som ligger til grund for analyserne.

Figur 1. Grafen viser, at der er risiko for, at medarbejdere bliver langtidssygemeldt, hvis de oplever lav ledelseskvalitet. Forskernes analyser viste også, at en ændring fra høj til lav ledelseskvalitet var forbundet med en øget risiko for langtidssygefravær i modsætning til, hvis man oplevede et konstant højt niveau af ledelseskvalitet.

Arbejdsmiljø og Helbred

Arbejdsmiljø og Helbred er en national undersøgelse af arbejdsforholdene på danske arbejdspladser. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført undersøgelsen hvert andet år siden 2012 frem til 2018. I hver runde har stikprøven bestået af mindst 50.000 lønmodtagere, og svarprocenterne har ligget på mindst 50 procent.

 

Fakta om forskningsprojektet

Navn: Leadership Quality and Risk of Longterm Sickness Absence among 53.157 Employees of the Danish Workforce.

Formål: At undersøge, om lav ledelseskvalitet er en indikator for langtidssygefravær i Danmark.

Metode: Forskerne analyserede sammenhængen mellem langtidssygefravær (mindst 6 uger) og lav ledelseskvalitet blandt 53.157 medarbejdere uden tidligere perioder af langtidssygefravær.

Resultater: I løbet af 12 måneders opfølgning fandt forskerne 2.270 (4,2%) nye tilfælde af langtidssygefravær. Resultaterne fra analyserne viste, at lav grad af ledelseskvalitet prædikterede langtidssygefravær i et dosis-respons mønster, dvs. at risikoen for langtidssygefravær steg i takt med faldende grad af ledelseskvalitet. Lav ledelseskvalitet, i forhold til høj ledelseskvalitet, var associeret med en øget risiko for langtidssygefravær med en hazard ratio på 1.61 Associationen var tilstede blandt mænd og kvinder, i alle aldersgrupper og uddannelsesgrupper og blandt privat og offentligt ansatte.

Konklusion: Lav ledelseskvalitet er en risikofaktor for langtidssygefravær blandt erhvervsaktive danskere.

Læs den videnskabelige artikel

Yderligere oplysninger

Mads Nordentoft og Jeppe Sørensen, hhv. post doc. og ph.d. på NFA

Læs NFA's temanyhedsbrev om sygefravær