Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 16-05-2012
DNA-skader i lunger og lever af carbon black nanopartikler
Inflammation og DNA-skader i lunge- og leverceller. Der er allerede synlige tegn på at helbredet bliver påvirket en dag efter, at carbon black nanopartikler bliver deponeret i lungerne i doser, som svarer til den gældende grænseværdi for arbejdsmiljøet. Det viser en undersøgelse af, hvilken effekten carbon black har for helbredet, som danske forskere har foretaget i en dyremodel. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Particle and Fibre Toxicology.
Effekter på helbredet af carbon black nanopartikler undersøgt
Carbon black er et eksempel på en nanopartikel, som anvendes i relativt stort omfang i industrien. Partiklen bruges som pigment i en række blandingsprodukter som fx tryksværte. Forskere fra NFA har anvendt en dyremodel til at undersøge, hvordan det påvirker helbredet, når modellen udsættes for carbon black i doser, der svarer til en, tre eller ni dage ved de gældende grænseværdier i arbejdsmiljøet. Forskerne undersøgte forekomsten af inflammation i lungerne og DNA-skader i lunge og lever efter henholdsvis en, tre og 28 dage.
Carbon black giver inflammation og DNA–skader
Resultater fra undersøgelsen viser, at deponering af carbon black nanopartikler i lunger
- udløser kraftig og langvarig lungeinflammation
- øger forekomsten af inflammatoriske celler allerede en dag efter deponeringen, og selv ved den laveste dosis fortsætter inflammationen i minimum 28 dage
- forårsager DNA-skader allerede efter en dag – også ved den laveste testede dosis
- efter 28 dage fortsat medfører øget forekomst af DNA-skader ved alle testede doser i celler fra lungeskyllevæske samt i lungevæv ved de to højeste doser
- øger forekomsten af DNA-skader i leverceller ved alle testede doser efter en og 28 dage.
Dyremodellen viser dermed, at deponering af carbon black nanopartikler i lunger har helbredsmæssige effekter ved udsættelse for doser som svarer til en, tre og ni arbejdsdage. Den gældende danske grænseværdi i arbejdsmiljøet er på 3,5 mg/m3.
Dannelse af radikaler er en mulig årsag til DNA-skader
Carbon black danner store mængder af såkaldte reaktive oxygenradikaler. Forskning har vist, at carbon black forårsager mutationer i celler, og typen af mutationer tyder på, at det er dannelsen af radikalerne, der forårsager mutationerne.
Læs artiklen
Bourdon JA, Saber AT, Jacobsen NR, Jensen KA, Madsen AM, Lamson JS, Wallin H, Møller P, Loft S, Yauk CL & Vogel UB. Carbon black nanoparticle instillation induces sustained inflammation and genotoxicity in mouse lung and liver. Particle and Fibre Toxicology 2012;9(5):http://dx.doi.org/10.1186/1743-8977-9-5.
Flerårige forskningsprojekter bag undersøgelsen
- Resultaterne stammer fra projekterne ’Nanopartikler i farve- og lakindustrien. Eksponering og toksiske egenskaber – NANOKEM’ og ’Nanoteknologiske materialer og produkter i plastindustrien – NANOPLAST’.
- Undersøgelsen er gennemført af forskere fra Health Canada, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Københavns Universitet.
Arbejdsmiljøforskningsfonden støtter projekterne økonomisk.
Yderligere oplysninger
Professor Ulla Vogel, NFA, tlf. 3916 5227, ubv@arbejdsmiljoforskning.dk