Spring over hovedmenu
Formidlingsmøde på NFA 16. januar om unges psykiske arbejdsmiljø og sygefravær

Formidlingsmøde på NFA: Unges psykiske arbejdsmiljø og sygefravær

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 19-12-2024

Resultaterne fra et forskningsprojekt om sygefravær blandt unge og betydningen af forhold i det psykiske arbejdsmiljø blev præsenteret på et formidlingsmøde på NFA torsdag 16. januar 2025.

Hør eller genhør formidlingsmødet om unges psykiske arbejdsmiljø og sygefravær.
OBS: Video består af lydoptagelse og slides fra mødet. Enkelte slides er sløret, da resultaterne ikke er officielle endnu.

Kortvarigt sygefravær udgør cirka 44 procent af det samlede sygefravær i Danmark. Blandt unge under 30 år er den største andel af sygefraværet netop kortvarigt.

På formidlingsmødet fortalte forskere fra NFA bl.a., hvordan de har set på den betydning det psykiske arbejdsmiljø har for sygefravær, brancheforskelle samt, om ændringer i det psykiske arbejdsmiljø hænger sammen med ændringer i risikoen for sygefravær.

Resultaterne fra projekt peger på, at det psykiske arbejdsmiljø – ligesom ved andre aldersgrupper – også har betydning for det korte sygefravær blandt unge, og at øget sygefravær i starten af arbejdslivet kan have fremtidige konsekvenser for de unges tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Øget sygefravær blandt unge i starten af arbejdslivet er en udfordring, både fordi det er forbundet med omkostninger for de personer, der er syge, for arbejdspladser og kolleger, men også fordi det ser ud til at øge risikoen for længerevarende sygefravær senere hen, siger Jeppe Karl Busk Sørensen, der er forsker på NFA og står bag projektet sammen med seniorforsker på NFA Ida E. H. Madsen.

Forskerne har anvendt data fra Dansk Arbejdslivskohorte af Yngre Arbejdstagere, som er opbygget på baggrund af nationale registre og omfatter cirka 1,5 mio. personer fra 1995 og frem.


Program

  • Velkommen og introduktion v. Ida E. H. Madsen, seniorforsker, NFA
  • Psykosocialt arbejdsmiljø og sygefravær blandt unge, v. Jeppe K. B. Sørensen, forsker, NFA
  • Eksempler fra arbejdspladstiltag om unges arbejdsmiljø