Spring over hovedmenu

Forskelle og ligheder i oplevelsen af arbejdsmiljøet i ældreplejen i ni kommuner fra 2005-2008

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund - 31-01-2012

Det fysiske arbejdsmiljø, smerter i bevægeapparatet og krænkende adfærd er nogle af de faktorer, som opleves forskelligt af medarbejdere fra kommune til kommune. Andre faktorer, som fx psykosociale krav i arbejdet og psykosociale ressourcer i arbejdet opleves mere ensartet på tværs af kommunerne. Det viser resultater af en undersøgelse af udviklingen i arbejdsmiljø, helbred og trivsel blandt 10.000 medarbejdere i ældreplejen i ni kommuner fra 2005-2008. Resultaterne offentliggøres i en rapport i dag.

Overordnet set har forskerne analyseret udviklingen i 9 kommuner indenfor 10 udvalgte områder af arbejdsmiljøet, hvilket er følgende:

  1. Fysisk arbejdsmiljø
  2. Smerter i bevægeapparatet
  3. Krav i arbejdet
  4. Ressourcer i arbejdet
  5. Positive tilstande i arbejdet
  6. Helbred og trivsel
  7. Plejekvalitet
  8. Oplevelser af krænkende adfærd
  9. Sygefravær
  10. Forventninger til arbejdsophør

Resultaterne viser store forskelle mellem kommunerne på fem områder

Inden for fem områder fandt forskerne relativt store forskelle mellem de ni kommuner i perioden 2005-2008. Det gjaldt medarbejdernes

  • oplevelse af det fysiske arbejdsmiljø
  • langvarige smerter i bevægeapparatet 
  • oplevelse af krænkende adfærd
  • selvrapporterede sygefravær
  • angivelse af forventninger om arbejdsophør.

Resultaterne viser små forskelle mellem kommunerne på fem områder

Inden for fem områder fandt forskerne relativt små forskelle mellem de ni kommuner i perioden 2005-2008. Det gjaldt medarbejdernes oplevelse af

  • psykosociale krav i arbejdet
  • psykosociale ressourcer i arbejdet
  • positive tilstande i arbejdet
  • helbred og velbefindende 
  • plejekvalitet. 

Udviklingstendensen var overordnet set balanceret

Forskerne undersøgte, om udviklingstendenserne har været ensartede eller forskellige på tværs af de ni kommuner. Her viste resultaterne følgende:

  • De fleste kommuner oplevede både negative og positive udviklinger, dvs. udviklingen af arbejdsmiljøet i de ni kommuner var overordnet set relativt balanceret.
  • Der var to undtagelser til den overordnet set balancerede udvikling af arbejdsmiljøet:
    - Det fysiske arbejdsmiljø udviklede sig generelt i en positiv retning, og forbedringen var i mange kommuner relativ stor.
    - Medarbejdernes oplevelse af deres helbred og velbefindende udviklede sig i en negativ retning i de fleste kommune, dog var der kun tale om små forværringer.

Forbedringer på et område af arbejdsmiljøet smitter af på andre

Mange af de undersøgte områder af arbejdsmiljø, helbred og trivsel hænger sammen. Det betyder for eksempel, at forbedringer inden for et område af arbejdsmiljøet (fx psykosociale krav i arbejdet) ofte falder sammen med en forbedring på et andet område (fx medarbejdernes vurdering af deres helbred og velbefindende).

Kommunesammenlægning uden betydning for arbejdsmiljøet

På baggrund af denne undersøgelse ser det ikke ud som om at Kommunesammenlægningerne i 2007 har haft den store betydning for medarbejdernes oplevelse af arbejdsmiljø, helbred og trivsel i de ni undersøgte kommuner.

Fakta om undersøgelsen af arbejdsmiljø, helbred og trivsel i ældreplejen 2005-2008

  • Er gennemført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
  • Omfatter tre spørgeskemarunder om arbejdsmiljø, helbred og trivsel blandt 10.000 medarbejdere i ældreplejen.
  • I 2005 samarbejdede forskerne med 36 kommuner, som efter kommunalreformen i 2007 blev lagt sammen til ti kommuner. En af de ti kommuner deltog ikke i undersøgelsens tredje og sidste runde, hvorfor rapporten kun baserer sig på ni kommuner.
  • Er en del af forskningsprojektet ’Arbejde i ældreplejen’.
  • Er støttet økonomisk af en satspuljebevilling til social- og sundhedsområdet. 

Download SOSU-rapport nr. 21

Clausen T, Bern SH, Carneiro IG, Sejbæk CS, Borg V og Aust B. Arbejdsmiljø, helbred og trivsel i ældreplejen i ni danske kommuner fra 2005 til 2008. SOSU-rapport nr. 21, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2012.

To andre SOSU-rapporter om undersøgelsen 2005-2008

Ud over SOSU-rapport nr. 21 er der offentliggjort to andre SOSU-rapporter, som afrapporterer resultater fra alle tre runder af spørgeskemaundersøgelsen Arbejde i ældreplejen, som blev gennemført mellem 2005 og 2008.

SOSU-rapport nr. 22
Bern SH, Clausen T, Carneiro IG, Borg V og Aust B. Ændringer i arbejdsmiljø, helbred og trivsel for otte stillingsgrupper i ældreplejen fra 2005 til 2008. SOSU-rapport nr. 22. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2012.

SOSU-rapport nr. 20 
Sejbæk CS, Clausen T, Carneiro IC, Borg V og Aust B: Ændringer i det psykosociale og  fysiske arbejdsmiljø i ældreplejen 2005-2008. SOSU-rapport nr. 20. Det Nationale  Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2010.

Læs mere om arbejdsmiljøet i ældreplejen

Find en oversigt over de tidligere SOSU-rapporter, bøger og faktaark om arbejdsmiljøet i ældreplejen og blandt nyuddannede sosu’er (social- og sundhedshjælpere og -assistenter).

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Birgit Aust, NFA, bma@arbejdsmiljoforskning.dk